23948sdkhjf

Millioner til forskning i 3D-print

Ny forskning i 3D-print bliver skabt på åbne platforme, så alle interesserede virksomheder og forskere får adgang til viden om processerne bag

Grundfos Fonden har for første gang givet en bevilling til forskning i 3D-print. Det er den unge forsker David Bue Pedersen, der står i spidsen for DTU Mekaniks forskning på området, som har modtaget 17,8 mio. kr. til et femårigt projekt.

Det ambitiøse mål for projektet er at bringe processerne bag teknologierne til 3D-print til sit ypperste, når det handler om geometrisk præcision og mekaniske anvendelsesmuligheder. Det gælder både 3D-print i metal og plast, eller additive manufacturing, som disciplinen også benævnes.

- Vi er stolte over at kunne støtte forskningen i additive fremstillingsteknologier på DTU. Det vil uden tvivl blive til gavn for dansk industri fremover at få adgang til ekspertise og viden om, hvordan 3D-print i større udstrækning kan inddrages i produktionen, siger Kim Nøhr Skibsted, direktør for Grundfos Fonden.

Målet med projektet er at beskrive både det fysiske og digitale system bag de to mest anvendte metoder til industriel 3D-print i henholdsvis metal og plast. Det vil ske via en modularisering af begge processer.

Herefter bliver en åben arkitektur for henholdsvis metal-print og fotopolymer-print udarbejdet.

Dokumentationen bag arkitekturen, det vil sige hardware, elektronik og kildekode bliver gjort offentlig tilgængelig, så den kan anvendes af andre forskere og af virksomheder til at drive videre udvikling inden for feltet.

Forskningen i 3D-print er stærkt stigende i disse år, men den koncentrerer sig hovedsageligt om design, karakteristik af materialer og kvalitetssikring. Derimod er det få forskergrupper, der som på DTU beskæftiger sig med at forbedre de processer, der ligger bag 3D print-teknologien.

- Det skyldes blandt andet, at det kræver kompetencer inden for mange forskellige områder, eksempelvis konstruktion, fysik, kemi og procesteknologi at kunne udvikle nye processer, der skal være både bedre, hurtigere og mere kosteffektive end de eksisterende, siger David Bue Pedersen.

De kompetencer er alle til stede i DTU’s forskningsgruppe og vil i de kommende år blive anvendt til at presse den nuværende state-of-the art inden for 3D-print, ligesom der vil blive udarbejdet open access-beskrivelser af alle processer bag additive manufacturing.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174