Rum- og forsvarsteknologi indtager årets EOT
Når Electronics of Tomorrow til maj slår dørene op til årets messe, kommer besøgende og udstillere til at møde flere repræsentanter fra rum-, forsvars- og sikkerhedsindustrien.
EOT oplyser i en pressemeddelelse, at messen har indgået samarbejde med forsvarsklyngen CenSec (Center for Defence, Space & Security), som bliver en del af årets konferenceprogram og innovationsområde.
- Teknologien udvikles så hurtigt, at det er vigtigt for alle brancher at holde sig ajour med, hvad der sker i tilstødende brancher, og derfor ser vi en stor værdi i, at hele industrien kan bruge EOT til at mødes, siger Charlotte Lynge Dalqvist, business development manager hos CenSec.
CenSec planlægger at skabe et innovationsområde på messen, hvor besøgende kan få inspiration og blive opdaterede på teknologier i hastig udvikling som eksempelvis droner og rumfart.
Innovationsområdet kommer blandt andet til at tage udgangspunkt i de innovationsprojekter, CenSec faciliterer gennem klyngens innovationsnetværk, Inno-Sec. I det ene projekt udvikler Teknologisk Institut, TICRA, Elplatek, GomSpace og Terma en helt ny generation af radio-frekvenskomponenter, og i det andet projekt arbejder Unifly og Copenhagen Robots på at integrere trafikstyring af ubemandede systemer som droner, robotter og selvkørende biler i Danmarks eksisterende infrastruktur.
Hos styregruppen bag EOT er man også glad for det nye samarbejde, som man tror på kan bringe nye synergier i spil på messen.
- Hele forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien indeholder en lang række spændende teknologier, som både direkte og indirekte berører mange af EOT's udstillere og besøgende, og derfor hilser vi samarbejdet med CenSec velkomment og ser frem til, at de bliver en del af både innovationsområdet og konferenceprogrammet på EOT, siger Flemming Jensen, formand for PE (Professionel Elektronik) og medlem af styregruppen.
EOT - Electronics of Tomorrow løber af stablen i MCH Messecenter Herning 7.-9. maj 2019. Messen arrangeres af MCH i samarbejde med branchen samt IDA, PE Professionel Elektronik og DI Digital.