Januar blev endnu en god måned for GN Hearing, der fortsatte sin øgning af markedsandele hos den amerikanske salgskanal Veteran Affairs (VA). Det skriver npinvestor.dk
I årets første måned vandt GN markedsandele fra samtlige fire konkurrenter i salgskanalen, og den danske producent af høreapparater har nået sin højeste markedsandel hos VA nogensinde. Målt på værdi sidder GN på lige godt en fjerdedel af det samlede VA-salg.
Markedsandelen opgjort som andelen af det samlede salg steg hos GN Hearing til 25,1 procent i januar fra 23,1 procent i december, mens andelen blev løftet til 23,9 procent fra 22,1 procent måneden før, hvis man kigger på antallet af solgte enheder.
Den anden danske spiller i VA, William Demant Holding, oplevede et fald i markedsandel målt på værdi til fra 18,5 procent i december til 18,2 procent i januar, mens andelen var 19,4 pct. i januar, hvis man måler på antallet af solgte enheder, mod 19,7 pct. måneden før.
