23948sdkhjf

Tocifret millionbeløb til nordjysk robot-komet

Serie-investoren Johnny Laursen har investeret et tocifret millionbeløb i Hjørring-virksomheden Intelligent Marking, der udvikler robotter til opstregning af sportsanlæg.

Johnny Laursen vælger at engagere sig i Intelligent Marking, fordi han ser et kæmpe og indlysende potentiale i den patenterede opstregningsrobot Intelligent One. Han betegner det unge team i Intelligent Marking som fantastiske iværksættere.

For sin investering på et tocifret millionbeløb får han en ejerandel på 10 pct. af virksomheden.

- Jeg gør det her, fordi jeg er sikker på, at det er en rigtig god investering. Jeg har fulgt dem i nogle år, og jeg elsker de her drenge og alt den energi, ydmyghed, iderigdom og arbejdsomhed, de lægger i det. De har allerede overvundet mange udfordringer og er kommet styrket ud af det. Jeg er vild med at blive en del af dette her, siger Johnny Laursen, CEO i Benjamin Capital, i en pressemeddelelse.

Solidt investor-team
Johnny Laursen er ikke den eneste, der har investeret i Intelligent Marking. I forvejen har virksomheden tiltrukket et team af investorer, som skal sikre finansielle muskler til at cementere og udbygge forspringet på et helt jomfrueligt marked: Jacob Risgaard, Coolshop, Mikkel Jacobsen, Carsoe, samt Henrik Jørgensen, Rævskær Holding, der fungerer som bestyrelsesformand.

At Intelligent One klarer sig godt, kan Anders Ulrik Sørensen, CEO i Intelligent Marking, bekræfte.

- Vores kunder kan slet ikke undvære Intelligent One, når de først har prøvet den automatiserede opstregning, fordi det er sådan en stor aflastning i dagligdagen. Vores kunder har helt op til 250 boldbaner, som de løbende opstreger på deres sportsanlæg. De vælger blot sportsgren og banetype og trykker på en knap, hvorefter robotten kører fra bane til bane og sikrer nøjagtige og præcise linjer til sportsfolket, siger Anders Ulrik Sørensen.

Får egen fodboldbane
Intelligent Marking har hovedkontor i Hjørring og datterselskab i USA. I dag tiltrådte 12 nye ansatte i det amerikanske selskab. Om en måned flytter hovedkontoret fra de nuværende lokaler i Hjørring på 450 til 3.000 kvadratmeter med yderligere 10.000 kvadratmeter udendørs arealer.

Andreas Ydesen, CEO i Intelligent Marking, glæder sig blandt andet til at få en fodboldbane lige uden for det nye domicil i Hjørring:

- Her kan vores robotter demonstrere alt, hvad de kan, og vi kan også teste nye funktioner lige uden for døren, hvilket øger vores effektivitet markant. I samme ombæring udstråler det nye domicil den kvalitet, som vi ønsker at signalere overfor vores kunder og ikke mindst den kultur, vi har skabt i virksomheden, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078