23948sdkhjf

Gibotech lander endnu en hospitalsordre

Den fynske robot- og automationsvirksomhed har fået en stor ordre fra Region Midtjylland

Når det 140.000 kvadratmeter store supersygehus i Gødstrup efter planen står færdigt i 2020 bliver en del af den interne logistik varetaget af en skræddersyet AGV-løsning fra Gibotech i Odense.

De selvkørende robotter skal sørge for at transportere varer og andre forsyninger rundt på det nye supersygehus i Region Midtjylland.

- Det er et stort skridt på vejen, at vi nu er med i endnu et sygehusbyggeri. Udover at vi er glade for ordren til regionshospitalet Gødstrup, så betyder kontrakten, der er lavet via et udbud, også, at regionens øvrige hospitaler kan benytte sig af kontraktvilkårene, hvis de ønsker det, så vi håber selvfølgelig på, at vi får lov til at levere endnu flere AGV’er til de midtjyske hospitaler, lyder det fra Mikkel Bjerregaard, salgsdirektør i Gibotech.

Robotter på gangene

Til regionshospitalet Gødstrup er der nu bestilt et antal AGV’er samt den nødvendige infrastruktur, der skal til for, at AGV’erne kan køre overalt på hospitalet. Det indebærer blandt andet ladestationer, styresystemer, afsætterpladser og elevatorstyring, så AGV’erne selv kan tage elevatoren.

Og AGV’erne bliver ikke bare gemt væk i kælderen. Målet er nemlig, at alle transportvogne fra regionslageret, sterilcentralen, vaskeriet, køkkenet, og så videre kan transporteres med AGV’erne.

Robotterne kommer til at færdes blandt personalet, når de skal en tur med elevatoren og ud på afdelingerne. De vil typisk komme til at køre mellem servicebyen og lager, vaskeri, sterilcentral og så videre, men også til særlige pladser på både sengeafsnit og i klinikker, hvor de på faste stationer skal aflevere deres vogne og tage de tomme med ned i kælderen igen. AGV’erne vil ikke komme til at køre, hvor der færdes patienter.

- AGV’erne er allerede nu ved at blive en naturlig del af arbejdsmiljøet, både på sygehuse og flere steder i industrivirksomheder. Der arbejdes også på flere fronter for at udbrede kendskabet og mulighederne for AGV’er på sygehuse. Det sker blandt andet gennem et netværk for mobile robotter, hvor både repræsentanter for sygehuse og leverandører, og andre interessenter i Danmark udveksler erfaringer og nye tiltag indenfor mobil robotområdet, alt sammen for at sikre succes på fremtidige AGV-installationer, slutter Mikkel Bjerregaard.

Ifølge rammeaftalen er Gibotech garanteret levering af syv AGV’er, fem opladepladser og 102 supply station-pladser.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078