23948sdkhjf

Haldor Topsøe sælger 30 procent til asiatisk pengetank

Haldor Topsøe har solgt 30 procent af virksomheden til den Singapore-baserede kapitalfond Temasek. Det oplyste selskabet tirsdag i en selskabsmeddelelse.  

- Temasek er en erfaren investor med betydelig indsigt og netværk i asiatiske vækstmarkeder, inklusive Kina. Vi ser frem til at begynde vores samarbejde med dem, når aftalen går igennem, udtalte Jakob Haldor Topsøe, formand i Haldor Topsøe Holding, i forbindelse med offentliggørelsen af aftalen.

Parterne har ikke oplyst prisen, men ifølge Børsens oplysninger værdisætter handlen Haldor Topsøe til omkring 10 milliarder kroner, hvilket vil betyde, at Temasek har betalt omkring 3 milliarder for minoritetsandelen.

Kurs mod opkøb, vækst og børsnotering

Temasek er ifølge Børsen blandt verdens mest pengestærke investorer med 235 milliarder dollar under forvaltning, og salget giver Haldor Topsøe en solid forstærkning af opkøbsmusklen.

- Aftalen giver os mulighed for sammen med Temasek at indskyde knap 3 mia. kr. i ny egenkapital, og dem vil vi bruge på opkøb og investeringer i eksisterende projekter. Vi får noget firepower, vi ikke havde før, så vi ser meget store muligheder for at vokse i fremtiden, siger Jakob Haldor Topsøe til avisen.

Ingeniørvirksomheden har siden juni 2018 været på udkig efter en ekstern investor. Dengang meldte selskabet ud, at salget af en aktiepost blandt andet skulle lede mod en børsnotering inden for fem til syv år, og ifølge Jakob Haldor Topsøe er det stadig ambitionen.

- Den plan er der ikke ændret ved, og jeg er sikker på, at vi har fået den helt rigtige partner frem mod en børsnotering, siger han til Børsen.

Indtil nu har den 80 år gamle familievirksomhed været 100 procent ejet af Topsøe-familien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11