23948sdkhjf

El-løbehjul sender brugere på skadestuen: Nu skal der tal på

Efter godt en måned med elektriske løbehjul i Københavns gader, er skadestuerne begyndt at se de første skader fra det nye køretøj. Derfor vil de nu systematisk registrere alle de skader, der involverer løbehjul. Det skriver Tv2Lorry.

På de akutmodtagelserne på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital har der været cirka 10 skader som følge af de nye elektriske løbehjul, siden de blev lovlige via en forsøgsordning, der trådte i kraft 17. januar.

- Det mest alvorlige, vi har oplevet, er et håndledsbrud, siger Søren Rasmussen, som er leder både af Akutmodtagelsen på Bispebjerg hospital og Akutklinikken på Frederiksberg hospital, til Tv2Lorry.

Søren Rasmussen har på en enkelt dag oplevet, at hele tre patienter kom med skader, der skyldtes de elektriske løbehjul. I USA, hvor løbehjulene har været på gaderne siden 2017, er mere end 1500 personer kommet til skade, ligesom der er indberetninger om ulykker med dødelig udgang i blandt andet Singapore og London.

Et hidsigt apparat

I København er der 700 løbehjul på gaden fra firmaerne Tier og Voi. De lejes via en app, kan køre 20 km i timen, og der er ingen krav om brug af sikkerhedsudstyr som hjelm. Tv2Lorry har haft advokat og rally-kører Jacob Forman med på gaden for at teste det nye transportmiddel, og især den kraftige acceleration kom bag på fartentusiasten.

- Det er eddermame et hidsigt apparat det her! Den laver hjulspin med mig, og der er altså tale om 95 kilo nordjyde, siger han og fortsætter.

- Jeg kan more mig over dem. Men jeg kan også se: Hold da kæft, hvor kan det bringe folk i fare.

I Rigspolitiets Nationale Færdselscenter opfordrer man også løbehjulsbrugerne til at være varsomme i trafikken.

- De kører altså bare stærkere end en cykel, og de er lydløse, så man kan altså ikke høre, at de kommer. Derfor udgør de altså en trussel for sikkerheden, siger Christian Bertelsen, som er politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14