23948sdkhjf

Fra 3 til 21 millioner på et år: - Vi kan slet ikke følge med

Den stigende efterspørgsel på fiberoptik bonner ud på bundlinjen i Birkerød

Den Birkerød-baserede producent af fiberoptiske komponenter, Accelink Denmark, er på et enkelt år lykkedes med næsten at syvdoble bundlinjen.

Mens omsætningen siden 2017 er øget med knapt 27 procent til 78,2 millioner kroner, er bundlinjen hos komponentproducenten vokset eksplosivt med mere end 540 procent fra 3,3 til 21,9 millioner før skat.  

Ifølge administrerende direktør, Yueqiang Shen, skal det meste af forklaringen findes i stigende efterspørgsel.

- Vi kunne slet ikke følge med, og det kan vi faktisk stadig ikke. Efterspørgslen er vokset voldsomt, så i år kommer vi til at bruge markant flere ressourcer på at investere i udstyr og øge kapaciteten, fortæller Yueqiang Shen til Electronic Supply.

Og selvom de fleste måske ville have svært ved at få armene ned efter et år med de vækstrater, er tilfredsheden med resultatet nogenlunde afdæmpet hos Yueqiang Shen.

- Vi er selvfølgelig ret godt tilfredse, men ikke helt tilfredse, for vi kan stadig ikke følge med, så det skal vi arbejde på at blive bedre til, slår direktøren fast.

Dobbelt effekt bliver en engangsforestilling

Accelink Denmark

Accelink Denmark har 50 ansatte og udvikler og producerer optiske komponenter på siliciumskiver til telekommunikation.

Produkterne fremstilles i renrum og leveres til moderselskabet i Kina, Accelink Technologies Co. Ltd., som er blandt verdens fem største leverandører af moduler og systemer til tele­kommunikation.

Den øgede efterspørgsel er dog ikke eneste forklaring på Accelinks rekordår.   

- Udover at øge produktionstallet har vi også brugt året på at fremskynde nogle af de produkter, vi søsatte i 2017, så vi har så at sige oplevet en dobbelt effekt, forklarer Yueqiang Shen.

Mens omsætningen bare er vokset, er Birkerød-virksomheden også lykkedes med at sænke produktionsomkostningerne med et par millioner, således der i 2018 blev brugt 43,6 millioner mod 45,9 i 2017. Ifølge Yueqiang Shen skyldes det de høje faste omkostninger, der er forbundet med fremstillingen af wafer-baserede produkter i renrum.

- Det bliver simpelthen billigere, jo mere vi producerer, forklarer han.

Og hos Accelink pønser man på at producere meget mere de kommende år, hvor den stigende efterspørgsel ser ud til at fortsætte. Den dobbelte effekt, man i 2018 opnåede med fremskyndelse af nye produkter, var imidlertid en engangsforestilling, og Yueqiang Shen understreger, at væksten i 2019 forventes at blive mere moderat.

Accelink Denmark A/S
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 78,2 61,8
Resultat af primær drift 21,9 3,4
Resultat før skat 21,9 3,3
Årets resultat 21,6 3,3
Balancesum 70,9 47,0
Egenkapital 62,5 40,9
Gns. antal ansatte 47 47
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109