23948sdkhjf

Dansk sæd-startup klar til at indtage Storbritannien

Efter lancering i Danmark og Norge, vender danske Exseed Health nu blikket mod resten af verden. Næste stop er Storbritannien

Den københavnske startup vil gøre det nemmere for mænd verden over at teste deres sædkvalitet. Med en smartphone-baseret hjemmetest har Exseed Health planer om at disrupte et marked, der vokser i takt med Vestens stigende fertilitetsproblemer, og efter lancering på det danske og det norske marked, bliver Storbritannien næste stop på ruten.   

- Infertilitet er et stort problem i Storbritannien, men NHS (det engelske sundhedsvæsen, red.) har oplevet massive nedskæringer, hvilket har betydet lange ventetider for fertilitetsbehandlinger og medført frustration hos de mange par, som venter på behandlinger. Vi tror på, at vi med vores disruptive tilgang og unikke produkt og rådgivning kan gøre fertilitetsbehandling mere gnidningsfri i fremtiden, siger medstifter og CEO i Exseed Health, Morten G. Ulsted i en pressemeddelelse.

Det anslås, at en femtedel af par i dag har problemer med fertiliteten, og i 40 procent af tilfældene skyldes det mandlige faktorer. Med sin teknologi bestående af et testapparat samt en cloudløsning, der analyserer prøverne med 99 procents sikkerhed, gør Exseed Health det muligt for mænd at teste deres sædkvalitet fra hjemmet.

Udover analysen af sædkvalitet kan mændene også få personlig rådgivning af Exseed Healths eksperter, der hjælper med at tilrettelægge et skræddersyet forløb for at opnå en bedre sædkvalitet. Modsat hvad mange tror, kan man nemlig også selv gøre meget for at forbedre sine resultater.

Storbritannien som springbræt

Hos Exseed forventer man sig meget af den britiske lancering. Ifølge NHS har 3,5 millioner af de 66 millioner indbyggere fertilitetsproblemer, men Morten G. Ulsted tror også på, at Storbritannien kan blive indgangen til andre markeder.

- Vi koncentrerer os om en vellykket lancering i Storbritannien, men ser det også som et potentielt springbræt til andre internationale markeder som USA, Canada og Australien pga. det sproglige og kulturelle bånd. Derudover er der stor interesse fra Mellemøsten og Asien, hvor vi i øjeblikket forhandler med potentielle partnere, siger Morten G. Ulsted.

Morten G. Ulsted fortæller desuden, at ExSeed Health for nylig er blevet accepteret i det attraktive London-baserede acceleratorprogram The Wayra & Novartis Healthcare Accelerator.

ExSeed Health, der er finansieret af Trifork, NMC Health og en række private investorer, kommer til at sælge sine produkter på nettet og via partnerskaber med fertilitetsklinikker. På længere sigt skal produkterne også på hylden hos apotekerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062