23948sdkhjf

Toplæger sår tvivl om Ambus store væksthåb

Ifølge to eksperter er der grund til at forholde sig kritisk til Ambus primære salgsargument på markedet for endoskoper

Kursen var klar og vækstambitionerne enorme under den netop afgåede topchef Lars Marhcers ledelse, men nu sår to danske eksperter tvivl om Ambus vigtigste salgsargumenter på gigantmarkedet for endoskoper. 

Det skriver Finans.

Ambu har haft stor succes med fremstillingen af engangsudstyr til kikkertundersøgelser i lungerne, og lige nu arbejdes der hårdt på at komme i mål med en tilsvarende engangsløsning til undersøgelse af galdevejene, det såkaldte duodenoskop. Her pegede en stor undersøgelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder for nyligt på, at smittefaren ved brug af de eksisterende genanvedelige duodenoskoper var større end hidtil antaget, og den konklusion blev bredt tolket som et rygstød til Ambu.

Ifølge Flemming Bendtsen, professor og overlæge ved Hvidovre Hospitals gastroenhed, er det dog ikke helt så enkelt.

- Der er relativt lang vej igen, før engangsudstyret kan opnå en tilfredsstillende kvalitet, og for mig er infektionsproblematikken ikke dominerende i forhold til de endoskoper, vi benytter i dag, siger han til Finans.

Mere tvivl i pipeline

Peter Vilmann, professor i endoskopi på Herlev og Gentofte Hospital, peger på, at smitteproblemet kun er dokumenteret på ét ud af tre områder, som Ambu har meldt ud, at virksomheden satser på.

- Koloskoper og gastroskoper til undersøgelse af henholdsvis tyktarm og mavesæk og tolvfingertarm ved vi ikke rigtig noget om på nuværende tidspunkt, siger han.

Ifølge en aktieanalyse fra Carnegie, som Finans skulle være i besiddelse af, er Ambu desuden kommet i unåde hos flere amerikanske læger, fordi selskabets sælgere eftersigende har opført sig aggressivt med advarsler om smittefaren i de eksisterende produkter. Carnegie har afvist at kommentere analysen, og heller ikke Ambus bestyrelsesformand Jens Bager eller den nytiltrådte direktør Juan-José Gonzalez har ønsket at udtale sig.

Ifølge finansdirektør Michael Højgaard tror Ambu fortsat på, at smittefaren skal bane vej for selskabets engangsprodukter, og han afviser samtidig, at Ambus sælgere skulle have været for aggressive.

- Vores sælgere er ikke aggressive. Men det er en svær situation, hvor der på den ene side er et dokumenteret problem, og på den anden side er der endnu ikke tilgængelige tekniske løsninger på problemet, skriver han ifølge Finans i en e-mail.

Aktiekursen i Ambu er faldet med over 25 procent, siden Lars Marcher fredag blev fyret efter ti år på posten som topchef. Onsdag tiltrådte den nyudnævnte direktør, Juan-José Gonzalez.

Læs mere om: Ambu
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079