23948sdkhjf

Nyt audio-firma i licensaftale med NAD: - Vi ville gøre op med lydens begrænsninger

Med en ny tilgang til high performance audio har de erfarne kræfter i den unge virksomhed Purifi sikret sig en licensaftale med en af markedets helt store spillere

Efter fire års udviklingsarbejde er de erfarne folk i den unge audiovirksomhed Purifi klar til at høste frugterne og sende højtalere og forstærkere på markedet. Første trædesten er en nyligt indgået licensaftale med storspilleren NAD.

 De bruger ikke selv ordet revolutionerende. Alligevel hænger det lidt i luften, når direktør Claus Neesgaard og medstifter Lars Risbo skal forklare, hvad der gør Purifi værd at holde øje med som ny spiller på audiomarkedet.

 - Det er en helt ny vinkel på high performance audio. Traditionelt er problemer blevet løst ved at øge kompleksiteten og tilføje komponenter, så det til sidst blev voldsomt komplekst og dyrt, men vi er gået den anden vej ved at lave produkter, der er optimeret og kan masseproduceres, forklarer Claus Neesgaard, der tiltrådte som direktør i Roskilde-virksomheden for halvandet år siden.

 Fra problemløsning til licensaftale

 Lars Risbo, der i 2015 stiftede virksomheden sammen med belgiske Bruno Putzeys, forklarer, at Purifi opstod på baggrund af et ønske om at løse nogle meget konkrete problemer.

 - Vores udgangspunkt var at se på de største begrænsninger for lyd, og her er højtaleren uden tvivl den største. På elektronikdelen fandt vi, at selvom forstærkerteknologien generelt har et højt niveau, så er resten af signalkæden efterhånden blevet så god, at det er forstærkeren, der sætter begrænsninger, fortæller han.

 Det var altså ikke tilfældigt, at det blev de to udviklingsspor, Purifi kastede sig over, og nu er de første moduler klar til markedet, mens NAD har budt ind på at licensere Purifis forstærkerteknologi. Og ifølge Claus Neesgaard er netop licensaftalen rigtig interessant.

 - Det er en fyldestgørende aftale, som vi ikke kan gå i detaljer med, men man kan sige, at alle er optagede af skalérbarheden i teknologien, så vi forventer ikke, at det bliver isoleret til nogle få high end produkter, nærmere tværtimod, slår han fast.

 En videnskabelig tilgang til lyd

De otte ledende skikkelser i Purifi har tilsammen mange års erfaring fra elektronik- og audiobranchen. Flere har en fortid hos Lars Risbos første virksomhed, Toccata Technology, og fulgte med ved Texas Instruments' overtagelse af Toccata i 2000, og da Lars Risbo og Bruno Putzeys i 2015 satte sig for at skabe en virksomhed, kom finansieringen fra stifteren af HiFi-Klubben og Dali, Peter Lyngdorf, der blev medstifter af Purifi. På højttalersiden er Carsten Tinggaard partner i Purifi, og han bidrager med en omfattende erfaring indenfor design og produktion af højttalerenheder. Men selvom kræfterne så at sige er gamle, er tilgangen ny, forklarer Lars Risbo.

 - Vi arbejder med en  mere videnskabelig tilgang, end den ”trial and error”-model, man traditionelt har brugt. Vi benytter os af matematiske modeller, avanceret måleteknik og geometrioptimering, i stedet for at prøve at dreje på alle mulige tilfældige håndtag og se, hvad der kommer ud, fortæller han.

Det er også grunden til, at Purifis produkter ifølge Claus Neesgaard og Lars Risbo lander i et prisleje, der kan konkurrere bredt, selvom lydkvaliteten ifølge de to hører til i high-end-segmentet.

 - Det handler simpelthen om, at vi med vores videnskabelige tilgang har mulighed for udnytte traditionelle komponenter og materialers egenskaber optimalt, og derfor ikke nødvendigvis behøver at ty til de mere fancy og omkostningstunge af slagsen, understreger Claus Neesgaard.

Og det har Purifi tænkt sig at blive ved med. Mens der på kort sigt er fokus på at kommercialisere og ekspandere, er den længerevarende strategi at holde fingeren på pulsen se på, hvilke problemer i audiokæden der er de næste, der skal løses.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094