Højttalerproducenten Dali kom ud af regnskabsåret 2010/11 med et plus på 10,3 mio. kr. af en samlet bruttofortjeneste på 39,6 mio. kr.
- Selskabets afsætning voksede svagt, og det betragtes som tilfredsstillende i et fortsat vanskeligt marked for luksusprodukter, konstaterer Nørager-selskabet i årsrapporten.
Overskuddet – der repræsenterer en stigning på 77 procent i forhold til det seneste regnskabsår – skyldes især en positiv vækst på markederne i Asien og Skandinavien.
Fra Dali-ledelsen lyder det, at man forventer en fortsat udvikling i indeværende regnskabsår.
- Dali forventer en fortsat øget afsætning samt øgede investeringer og dermed et resultat på cirka samme niveau, konstateres det.