23948sdkhjf

Kapitalindsprøjtning: Bluetown rejser 81 millioner

Danske Bluetown, der har specialiseret sig i at udbrede internetløsninger i udviklingslande, har netop fået tilført 81 millioner kroner i ny egenkapital. Pengene skal blandt andet skal gøre det muligt at forsyne det østlige Ghana med bredbånd samt udvide netværket i Indien.

De 81 millioner er resultatet af første fase af en større kapitalforhøjelse hos Bluetown. 51 millioner investeres kontant af cirka 80 forskellige såvel tidligere som nye investorer, mens 30 millioner tilføres via gældskonvertering. Frem til 30. september løber anden del af kapitalforhøjelsen, som er forbeholdt nye strategiske investorer. Her skal der rejses op mod 30 millioner kroner yderligere.

Kapitalforhøjelsen danner grundlag for at gennemføre en række kommende projekter, blandt andet i Indien og i det østlige Ghana, hvor Bluetown arbejder sammen med Microsoft.

– Den nye kapital styrker vores muligheder for at gå ind i nye projekter i en række udviklingslande verden over, og med it-infrastruktur kan vi yde et større bidrag til at virkeliggøre FN’s 17 verdensmål. Når der kommer internet ud, skaber det jobs, åbner for sundhedsoplysning og fjernundervisning og giver adgang til information og oplysning til farmere om, hvordan de dyrker deres afgrøder bedre, forklarer Peter Ib, der er administrerende direktør hos Bluetown.

Tilfreds bestyrelse

Med internetløsninger, der kan tilpasses forskellige omgivelser, har Bluetown fokus på at etablere det sidste led til slutbrugerne i områder med lav befolkningstæthed, hvor andre mobiloperatører ikke kommer ud.

En mast, der kan understøtte 200 Wi-Fi hotspot i en radius af 15-20 kilometer, kan dække flere små landsbyer, og er der eksempelvis ikke en strømkilde til rådighed, kan en internetmast blive forsynet gennem solpaneller og batterier. Lokal arbejdskraft uddannes til at opsætte og vedligeholde systemerne, og ifølge Lars Kolind, der er næstformand i Bluetowns bestyrelse, og som har haft ansvaret for kapitalforhøjelsen, handler det ikke om filantropi men om en stærk forretning.

– Jeg er stolt af, at en dansk virksomhed er i førerfeltet på dette område, og jeg glæder mig over, at danske investorer i stigende grad har fået øjnene op for, at investering i Bluetown er et af de bedste eksempler på, at det at tjene penge går hånd i hånd med at gøre en positiv forskel i verden, slår Lars Kolind fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125