23948sdkhjf

Robotter i moduler bliver mere effektive

Teknologisk Institut vil i en ny resultatkontrakt bane vejen for, at automationsudstyr og robotter udvikles i moduler, så de bliver billigere, nemmere at bruge og mere fleksible. Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

Den danske fremstillingsindustri er drevet af kortere produktlevetid, og forbrugerne efterspørger mere unikke produkter, som stiller større krav til fleksibilitet og nem omstilling. For at robotter og automationsudstyr kan blive fast inventar i virksomhedernes værktøjskasser, kræver det, at udstyret kan genanvendes til andre, nye produkter. Det behov kan ifølge Teknologisk Institut løses med modulbaseret automationsudstyr.

Resultatkontrakten Robot- og Automations-Moduler og Services (RAMS) vil gennem standardiserede moduler arbejde på at skabe en mere smidig produktion, hvor robotter og automationsudstyr kan udnyttes til at håndtere helt forskellige processer og produkter.

- Med en modulbaseret tilgang kan man nå tættere på plug-and-produce, som indebærer, at slutbrugere i fremstillingsindustrien kan have udbytte af at købe generaliserede robotter i moduler, der bl.a. kan anvende cloud services til planlægning, og sætte dem direkte ind i produktionen med et begrænset behov for ekstern ekspertise eller assistance, siger Mikkel Rath Hansen, der er faglig leder hos Teknologisk Institut.

Sikrer høj fleksibilitet

RAMS skal støtte veletablerede og nye systemintegratorer til at udvikle mere modulære robotløsninger. Herudover skal fremstillingsindustrien uddannes og opkvalificeres med den nødvendige viden og knowhow, så de nye løsninger og investeringer kan udnyttes optimalt.

Selv om robotteknologi er blevet mere tilgængelig de seneste år, findes der rigtig mange processer, der ikke er automatiserede, eller som kræver høj specialistviden, fortæller Mikkel Rath Hansen.

-  Det stiller nye krav til produktionsudstyret, som hurtigt skal kunne omstilles, for at kunne imødekomme vore dages markedsbehov for eksempelvis hurtig at sætte nye automationsløsninger i drift, til automatisering af mindre stykserier og håndtering af højere variation i produkterne, siger han og tilføjer:

- Den modulbaserede tilgang sikrer en høj fleksibilitet og reducerer dermed virksomhedernes risici forbundet med at lave robotinvesteringer.

Resultatkontrakten Robot- og Automations-Moduler og Services (RAMS) er støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095