23948sdkhjf

23 millioner til 9 danske rum-virksomheder

Der var rift om støttekronerne, da 21 danske virksomheder tidligere på året ansøgte Styrelsen for Forskning og Uddannelse og Den Europæiske Rumorganisation, ESA, om støtte til en række teknologiudviklingsprojekter på rumområdet. Nu er ni projekter udvalgt, og Gomspace, Cobham Satcom og Terma er blandt de heldige.

For at komme i betragtning til at modtage støtte i ESA skal projekterne have vækstpotentiale, være innovative og bidrage til at øge den danske deltagelse i de europæiske rumprogrammer. Uddannelses- og Forskningsministeriet fortæller på sin hjemmeside, at de danske støttekroner i år er tildelt projekter, som viser store muligheder for udvikling af teknologi, der kan gøre en forskel på en række forskellige teknologiområder med både global og national betydning.

Løber man listen over udvalgte projekter igennem, står det klart, at det især er på satellitfronten, ESA har øjnet potentiale.

Aalborgensiske Gomspace får støtte til at undersøge muligheden for at kunne masseproducere og opsende en dansk konstellation af nanosatellitter, der kan levere kommunikation og internet.

Lidt længere mod nord er Pandrup-baserede Cobham Satcom tildelt støtte til, i samarbejde med blandt andet flyproducenten Airbus, at udvikle en løsning, hvor satellitkommunikation mellem fly og kontroltårn benyttes som et alternativ til den nuværende VHF-baserede datakommunikation.

Endelig har århusianske Terma fået støtte til at sikre, at stjernekameraer, der bruges til at navigere en satellit, kan modstå langt større radioaktivitet, end det er muligt i dag. Det vil gøre det muligt at bruge stjernekameraet på en lang række vigtige missioner til eksempelvis udforskning af planeter i vores solsystem.

De seks resterende støttemodtagere er Ascend XYZ, Gatehouse, Railmonitor, Geopartner Landinspektører, Aalborg Universitet og Flux. På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan du læse mere om alle de støttede projekter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094