23948sdkhjf

Efter million-indsprøjtning: Odense-virksomhed rykker til 5000 kvadratmeter

Robotvirksomheden rykker næste år i nyt domicil

I sidste uge fik Blue Ocean Robotics tilført 80 millioner kroner og 13 nye medlemmer af ejerkredsen.

Nu er der flere gode nyheder på vej til robotproducenten i Odense, der netop har meddelt, at de flytter fra deres nuværende 1200 kvadratmeter til et domicil på 5000 kvadratmeter.

Årsagen er slet og ret vokseværk, fortæller administrerende direktør i Blue Ocean Robotics.

- Det er klart, at med et øget globalt salg af vores servicerobotter og stadig stigende antal forhandlere i hele verden følger et behov for flere folk og mere plads. Det gælder alle dele af virksomheden, alt fra salg, marketing, kundesupport, teknisk service, indkøb, finans, produktion, med videre, fortæller Claus Risager, CEO i Blue Ocean Robotics.

Blue Ocean Robotics har desuden helgarderet sig og sikret sig muligheden for at leje 5.000 kvadratmeter på samme adresse og under samme tag i fremtiden, hvis det skulle blive nødvendig.

Flere robotter i produktionen
Efterspørgslen betyder, at flere robotter skal produceres, og de mange nye forhandlere og kunder skal supporteres. Det kræver både større og mere avancerede produktionslokaler, demo- og uddannelsesfaciliteter samt test- og kvalitetsarealer.

På kundesiden skal der leveres træning og support, og det kræver bedre faciliteter som for eksempel showrooms samt større lokaler til store arrangementer, uddannelsesforløb og lignende. Alt dette bliver en del af Blue Ocean Robotics’ nye domicil på Svendborgvej i Odense.

Restaurant og showroom
I de nye lokaler kan medarbejdere og besøgende blandt andet glæde sig over egen restaurant, foredragslokale med plads til 160 siddende gæster samt to store showrooms, hvor de forskellige servicerobotter virkelig kan komme til deres ret, og faciliteterne vil også indgå direkte i oplæring og uddannelse af de mange nye forhandlere og kunder rundt om i verden.

Virksomheden forventer at holde den officielle indvielse af de nye lokaler i maj-juni 2020.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094