23948sdkhjf

Svindeldømt direktør vil frifindes: Hesalights ankesag starter i dag

I dag 9.30 startede ankesagen i føljetonen om Hesalight, hvor Lars Nørholt for et år siden blev dømt for grov økonomisk kriminalitet for 351 millioner kroner.

Nørholt blev idømt syv års fængsel samt en bøde på 15 millioner kroner. Desuden blev han frataget muligheden for at drive virksomhed.

Han ankede dommen straks, da den faldt 24. januar sidste år ved Retten i Roskilde.

I dag går ankesagen så i gang ved Østre Landsret. Der er afsat 20 retsmøder til sagen, oplyser Ritzau.

Sagen kort
Hesalight gik konkurs i november 2016 efter begæring fra en række investorer og blev samme dag ransaget af Bagmandspoliet.

Konkursen var kulminationen på et forløb, hvor en række firmaer ikke kunne genkende sig selv om ”nøglekunder” hos Hesalight, hvorefter långiverne indkaldte firmaets top til møde.

Flere af selskabets regnskaber blev også underkendt, og de reviderede udgaver viste et andet, negativt billede af udviklingen. 

I sagen indgår med stor vægt en kontrakt med Starbucks om levering af LED-lamper for 49 millioner euro. Der er tale om et falsk dokument, mener retten.

Knap to år efter – i september 2018 – havde Bagmandspolitiet samlet nok materiale til at påbegynde en retssag mod direktør i det konkursramte selskab Lars Nørholt.

Anklagerne omfattede bedrageri og systematisk svindel for mere end en halv milliard kroner. Selv stod Lars Nørholt også anklaget momssvig af særlig grov karakter samt for personlig berigelse på selskabets bekostning.

I januar 2019 blev Lars Nørholt idømt syv års fængsel og en bøde i millionklassen. Han ankede dommen på stedet, og går nu efter frifindelse i Østre Landsret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113