23948sdkhjf

Poul Erik laver hi-fi messe uden om de store spillere

Tidligere fremgik det i artiklen, at messen finder sted i marts. Det er ikke korrekt. Messen finder sted 22. og 23. februar. 

De fleste gode ideer kommer som bekendt, når man ikke venter det. I dette tilfælde til en 55-års fødselsdag, hvor manden i centrum Poul Erik Borup havde inviteret en, der skulle vise højtalere frem for de fremmødte gæster på et mere nørdet plan.

- Det blev simpelthen taget så godt imod. Nu bliver jeg 60 år, så gør vi det meget større, siger Poul Erik Borup til Electronic Supply.

”Meget større” er i denne forstand en todages hi-fi-messe afholdt i 10 lokaler på Køng Idrætsfriskole. Man kan lige så godt gå all-in, mener Poul Erik Borup, også fordi der ikke ifølge hans research findes et lignende tilbud i Danmark.

- Der er masser af store messer i Danmark for de store producenter og forhandlere, men der mangler et tilbud til dem, der gerne vil krejle udstyr og dem, der bygger selv. Det får de her, lover Poul Erik Borup, der selv hører til gruppen af selvbyggere.

Justerer med ørerne
I privaten har han et værksted, hvor han sideløbende med sit almindelige arbejde har bygget højtalere ud af forskellige stumper fra andre højtalere. Nu er han førtidspensionist og har fået mere tid til sin hobby.

- Jeg går mest op i, at det lyder godt. Man kan få måleudstyr, der ville kunne justere lyden, men jeg bruger kun mine ører og sammenligner med et par Penta-højtalere fra B&O som reference til mine egne højtalere ud fra det, siger han.

Poul Erik Borup skønner, at han har bygget mellem 8 og 10 højtalere siden den spæde start som ung knægt. På papiret har han ingen tekniske forudsætninger for at bygge højtalere – han er ene og alene en begavet og øvet amatør.

En amatør, der vel at mærke går op i det tekniske og ikke så meget det æstetiske, som han siger. Men sådan er det så forskelligt, hvad man dyrker som selvbygger. 

- Med messen vil jeg gerne have, at flere får øjnene op for glæden ved at bygge selv, uanset hvilket fokus man har. Der skal være noget til dem, der vil købe stumper, dem, der bare vil kigge, og dem, der roder med anden elektronik, siger Poul Erik Borup og fortsætter:

- Mig bekendt er der ikke andre messer, der samler det segment uden om de store spillere.

Mål på 300
Messen løber af stablen i weekend 22. og 23. februar, og Poul Erik er efterhånden ved at være klar.

- Hvis der kommer 300 gæster, bliver jeg glad. Kommer der flere, bliver jeg rigtig glad, siger Poul Erik Borup, der tilføjer, at der er plads til flere udstillere endnu.

Messen foregår på Køng Idrætsfriskole.

Kilde: http://hifimesseassens.dk/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094