23948sdkhjf

Nye kunder i butikken: Nordjysk nimandsfirma hæver bundlinjen med 50 procent

Der er tydelig glæde at spore i stemmen på Steen V. Haugbølle, som er direktør i CORE-emt, der er totalleverandør af SMT produktionsmaskiner til elektronikindustrien.

Og med rette. Seneste regnskab viser et resultat efter skat på 7,9 millioner kroner mod 5,3 millioner kroner i sidste regnskabsår, hvilket svarer til en stigning på 50 procent.

Ifølge Steen V. Haugbølle er de gode takter resultatet af benhårdt arbejde med udgangspunkt i en strategisk satsning fra sidste år.

- Sidste år formulerede vi en strategi, hvor vi gik efter nye kunder og nye segmenter, og det er i høj grad det, vi har haft succes med, siger Steen V. Haugbølle til Electronic Supply.

Ny strategi
Den nye strategi var en opprioritering på aktiviteterne i salgsstyrken, hvor der især har været fokus på at få nye kunder i butikken, fortæller han.

- Vi har fået fem - seks nye kunder, hvor af to af dem er meget store og de to kunder har alene aftaget 27 maskiner tilsammen, siger han og fortsætter:

- Jeg tror og håber på, at det er et udtryk for, at vi har gjort en mega indsats for at tiltrække de nye kunder. Selv når man leverer gode SMT-løsninger, er det svært at få nye kunder i vores branche, men vi har gjort det helt klart for alle, at det var vores fokusområde og mål, at tiltrække nye kunder, og nu ser vi, at det er lykkedes virkelig godt, siger Steen Haugbølle.

Momentum
Regnskabet kommer ovenpå et år, hvor det lykkedes at vende et minus fra 2016/17 til et overskud på fem millioner i regnskabsåret 2017/18. Og det var faktisk den fremgang, der motiverede Steen V. Haugbølle til at kigge virksomhedens strategi efter i sømmene.

- Jeg var helt klar over, at det ikke var tid til at hvile på laubærerne. Det kan man ellers godt komme til oven på et godt år. Men det var nu, vi skulle holde os i selen og vise, at vi er en stærk SMT partner, der formår at udbrede vores ’total SMT linje fra én leverandør’ koncept til nye kunder, siger Steen V. Haugbølle og fortsætter:

- Vi havde også penge til at prioritere at køre rundt og skaffe os de nye kunder. Så det er summen af alt det arbejde, der betaler sig, og det er vi selvfølgelig glade for, sige Steen V. Haugbølle.

Gået ind i Baltikum
I året der er gået, har CORE-emt udvidet deres aktiviteter i Skandinavien til også at inkludere Baltikum, og her har der allerede været fint salg.

- Vi er kommet rigtig fint i gang i Estland, og vi kommer til at se en øget aktivitet der over de næste måneder. Men generelt er der bare rigtig godt gang i elektronikbranchen i Skandinavien og Baltikum. Særligt i Sverige, hvor en del af vores nye kunder kommer fra, siger Steen V. Haugbølle.

CORE-emt’s hovedkvarter ligger i Aars og firmaet har ni ansatte.

CORE-emt A/S
mio. kr. 2018/19 2017/18
Bruttofortjeneste 15,1 12,7
Resultat før afskrivninger 10,3 7,0
Resultat før skat 10,1 6,8
Årets resultat 7,9 5,3
Egenkapital 9,3 6,4
Antal ansatte 9 8
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096