23948sdkhjf

DALI-direktør: Kina er på vej op, Europa rammer bunden om nogle uger

Den nordjyske producent af high-end højtalere DALI har haft et 2020 i corona-virussets tegn.

Virksomheden har omkring 150 ansatte i den danskledede fabrik i Kina og var dermed nogle af de første til at mærke konsekvenserne af corona-virus på egen produktion.

Men nu ser Kina ud til at have en god, opadgående kurve igen, fortæller direktør i DALI Lars Worre i Electronic Supply.

- Min fornemmelse er, at Kina ramte bunden for en lille måned siden og nu er på en kraftig opadgående kurve. Man kan også se, at selvom folk vender tilbage til arbejde, så kommer der ikke flere smittede, siger Lars Worre til Electronic Supply.

I februar var 63 ud af stabens 150 ansatte tilbage i arbejde, og det tal er nu tilbage på 100 procent, siger direktøren.

- Vi er nu fuldtallige. Det er ekstra godt, fordi kinesisk nytår i sig selv altid betyder et frafald af medarbejdere, fordi folk finder andre jobs i ferien. Men vi er faktisk tilbage for fuld styrke i produktionen nu efter en blød opstart med corona-restriktioner, siger han.

Stor politisk opgave
Og generelt er det kinesiske erhvervsliv ved at finde sine fødder igen.

- Det er i hvert fald ikke et personale-issue mere. Der har været et stop for transporten samt butikkernes genåbninger, der stadig trækker et efterslæb på forsyninger og afsætning. Når der ikke kommer nok varer igennem, så mærker vi det alligevel i produktionen. Men nu går det for alvor den rigtige vej i Kina, så håber vi bare, at man ikke har fået åbnet for tidligt, siger han. 

Turen er nu kommet til Europa, og hvad konsekvensen bliver for DALI er svær at spå om.

- Det ændrer sig time for time. Men vi følger da med, i at detailbutikkerne i Italien og Frankrig og senest delstater i Tyskland eksempelvis lukker, og at alle dermed får svært ved at afsætte deres varer. Det bliver en kæmpe politisk opgave at dosere den rette hjælp på det rette tidspunkt, når vi er på den anden side af det her, siger Lars Worre.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156