23948sdkhjf

Erhvervslivets tro på fremtiden i historisk dyk

Erhvervstilliden er styrtdykket i april i Danmark. På en måned er den faldet til under niveauet under finanskrisen. Det viser nye, foreløbige tal fra Danmarks Statistik.

Tallene viser, at erhvervstilliden - en måling af erhvervslivets syn på fremtiden - er faldet fra 96,0 i marts til 50,5 i april. Det er betydelig lavere end det sidste lavpunkt i starten af 2009 og faldet er langt hurtigere.

- Slaget er kommet hurtigt og hårdt. Det kan dog ikke betegnes som den store overraskelse og er helt i tråd med de tillidsindikatorer, som vi har set i den øvrige del af verden, skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en kommentar til tallene.

- Da martstallene for erhvervstilliden i Danmark blev offentliggjort, nævnte jeg, at det fald blot var toppen af isbjerget.

- Den forudsigelse holdte desværre stik, og nu rammer isbjerget så med al tydelighed her i april.

Erhvervslivet er hårdt ramt af coronakrisen. Ikke bare har nedlukningen af store dele af samfundet ramt efterspørgslen i Danmark hårdt.

Det faktum, at det meste af verden er ramt, har også givet kulsorte udsigter for den eksport, den danske økonomi er ganske afhængig af.

Den samlede erhvervstillidsmåling er et gennemsnit af målinger i industrien, byggeriet, servicesektoren og detailhandlen.

- Tilliden i samtlige erhverv falder, og værst går det for sig i serviceerhvervene, hvilket er et klart billede på nedlukningen af store dele af Danmark.

- I tillæg har Danmarks Statistik spurgt virksomhederne, hvorvidt de er påvirkede af coronavirussen, og her er det også serviceerhvervene, som er hårdest ramte, skriver Jeppe Juul Borre.

Danmarks Statistik understreger, at der er tale om foreløbige tal, og at de kan ændre sig i takt med, at flere svar kommer ind fra de spørgeskemaer, undersøgelsen bygger på.

- Det vurderes dog, at retningerne og tendenserne er holdbare, skriver Danmarks Statistik.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158