Kitrons topchef: Efterspørgslen har ændret sig i corona-tiden
Den norske EMS-gigant Kitron er indtil videre kommet helskindet gennem corona-krisen, fortæller koncernens topchef Peter Nilsson i forbindelse med fremlæggelse af regnskabet for første kvartal af 2020.
Her fortæller han, at alle Kitrons produktionsfaciliteter kører i fulde omdrejninger eller sågar i højere gear trods corona-krisen.
Men det er tydeligt at mærke, at den globale corona-situation har sat sit præg på efterspørgslen af de varer, som Kitron producerer, fortæller han.
- Vi kan se, at efterspørgslen har ændret sig i forhold til det forventede i år. Væksten er større inden for medicinsk udstyr samt inden for automationsløsninger til varehuse og kommunikationsløsninger til forsvaret. Samtidig er efterspørgslen lavere eller helt fladet ud inden for produkter, der er direkte styret af forbrugerefterspørgsel, siger han.
Bevarer forventninger
Men trods forandringen holder Kitron fast i forventningerne til regnskabsåret 2020.
- Trods en stigende usikkerhed og en forventet variation, beholder vi de overordnede forventninger for 2020. Vi forventer, at omsætningen stiger til mellem 3,3 og 3,7 milliarder NOK (2,2-2,4 mia. DKK, red). […] Væksten er drevet af sektorerne forsvar/rumfart og medicinsk udstyr. Retabiliteten vil primært blive hentet på vækst på markederne i Norge, Kina og USA, siger Peter Nilsson.