23948sdkhjf

Hos Mjølner Informatics spiller de bolden

For tredje år i træk er Mjølner Informatics A/S kåret til Danmarks næstbedste it-arbejdsplads.
Højt fagligt miljø og ukuelighed i forhold til et vanskeligt marked har været den direkte vej til medarbejdertilfredsheden hos Mjølner Informatics.

Det er ingen tilfældighed, at administrerende direktør for Mjølner Informatics A/S, Jørgen Lindskov Knudsen, igen kan glæde sig over de resultater, analyseinstituttet Great Place to Work har offentliggjort.

Læs også: Elektronikvirksomheder blandt landets bedste arbejdspladser

Der ligger nemlig en bevidst strategi bag de flotte tal: Arbejdsmiljøet skal være fagligt kompetent, og der skal være tillid til, at medarbejderne selv kan løbe med bolden.

Mod til at se realiteterne i øjnene
Et godt arbejdsmiljø handler også om tryghed. Derfor er åbenhed en selvfølgelig del af hverdagen hos Mjølner Informatics.

- Vi tøvede ikke med at tilpasse organisationen til et holdbart niveau, allerede da finanskrisen var i sin begyndelse. Samtidig blev informationsniveauet omkring den løbende udvikling skruet væsentligt op, så medarbejderne hele tiden fik ledelsens vurdering af de mulige konsekvenser, fortæller Jørgen Lindskov Knudsen.

Men heldigvis var der ofte godt nyt. Hos Mjølner Informatics har man nemlig været dygtig til at udnytte de muligheder, som selv et vigende marked indeholder.

- Det nytter ikke noget at gå i panik, bare fordi markedet går i sort. Vi var hurtige til at face den nye virkelighed og så agere ligeså aggressivt, som vi ellers ville have gjort. Du kommer ingen vegne, hvis du bare læner dig tilbage og længes efter de gode, gamle tider. Vi fortsatte vores arbejde med krum hals og øget aktivitetsniveau. Det har bl.a. resulteret i, at vi i dag også udvikler applikationer til smartphones og tablets, siger Jørgen Lindskov Knudsen.

Videndeling, medindflydelse og stor motivation
Jørgen Lindskov Knudsen sætter lighedstegn mellem et godt arbejdsmiljø og kompetent sparring.

- Videndeling er den centrale driver i vores ydelser. Vi har adskillige fællesskaber og studiegrupper på tværs af projekterne, hvor faglige områder bliver diskuteret uafhængigt af konkrete opgaver og problemstillinger. Metoder og tilgange bliver vendt og drejet, nye opstår, og gamle lader livet. På den måde udvikles fagligheden fra græsrødderne:

- Det er ude på gulvet, de fleste idéer opstår. Vi tror på, at vores medarbejdere har kræfterne til at gribe en idé og føre den ud i livet, siger Jørgen Lindskov Knudsen.

Generelt er arbejdsmiljøet hos Mjølner Informatics både kreativt og initiativrigt, og den enkelte medarbejder har stor medindflydelse på opgaverne.

- Frihed og fleksibilitet får overskuddet og innovationskraften frem i folk. Det skaber effektive resultater og er meget mere tilfredsstillende for alle parter, vurderer den administrerende direktør.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079