23948sdkhjf

Ny mikroteknologi-uddannelse hen over grænsen

En ny kandidatuddannelse i medicinsk mikroteknologi ser dagens lys.

Den kommer til verden som resultat af et samarbejde mellem Universität zu Lübeck, Technische Hochschule Lübeck og SDU Sønderborg, hvor Mads Clausen Instituttet byder ind med ekspertise og kurser inden for mikroteknologi.

Målet er at kreere en kandidatuddannelse, som om få år kan udklække ingeniører, der med ekspertise inden for medicinsk mikroteknologi kan skabe forbedringer på områder som f.eks. diagnosticering, generel medicinteknologi, behandlingsmuligheder og patientsikkerhed.

Det skriver SDU i en pressemeddelelse.

Mangel på ingeniører
Uddannelsen målretter sig arbejde med innovativt udstyr inden for sundhedssektoren – et område, hvor der ifølge undersøgelser mangler ingeniører, skriver SDU.

For at efterkomme den store efterspørgsel er institutioner på begge sider af den dansk/tyske grænse gået sammen om at skabe uddannelsen med navnet ”Master of Science in Medical Microtechnology”.

- Vi kombinerer de spidskompetencer vi hver især har. Universität zu Lübeck og Technische Hochschule Lübeck er utroligt stærke inden for udvikling af teknologier til medicinsk forskning, hvor de også har et solidt og vidtforgrenet netværk. På Mads Clausen Instituttet er vi specialister i mikroteknologi, som er yderst relevant til udvikling af fremtidens medicinteknologi. Ved at samarbejde, forener vi det bedste fra begge verdener, siger leder af Mads Clausen Instituttet, Horst-Günter Rubahn.

Han fortæller videre, at de nyuddannede ingeniører vil være attraktive for højteknologiske virksomheder, der leverer produkter til sundhedssektoren.

- Sygehusene er en anden vigtig målgruppe, og ved at involvere både relevante virksomheder og sygehuse, sikrer vi, at kandidaterne i medicinsk mikroteknologi har præcist de kompetencer, som er relevante inden for fremtidens sundhedssektor, siger Horst-Günter Rubahn.

De første studerende starter i efteråret 2021.

Fakta om MicroMedTech

  • Der er fire danske projekt- og netværkspartnere er Mads Clausen Instituttet, Dansk Gigthospital, Sydvestjysk Sygehus og Odense Universitetshospital.
  • Derudover er der syv tyske deltagere med både Universität zu Lübeck og Technische Hochschule Lübeck som partnere.
  • Projektet har fået et tilskud på 5,1 millioner kroner. Tilskuddet løber over 36 måneder, hvorefter uddannelsen kører videre uden starthjælp.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078