23948sdkhjf

Ledigheden rammer det laveste siden slutningen af marts

Alene siden 1. august er ledigheden faldet med 9635 personer, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Den samlede ledighed er kun blevet større af coronakrisen, som har sendt flere ud af arbejdsmarkedet.

Men efter en periode med bedring er ledigheden nu på det laveste niveau i flere måneder. Det fremgår af tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Ifølge tallene havde 172.870 personer meldt sig ledige tirsdag i denne uge. Det er det laveste siden 31. marts.

Alene siden 1. august er ledigheden faldet med 9635 personer.

Så stort et ledighedsfald havde cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank ikke turdet håbe på for bare et par uger siden.

- Men det er nu engang den yderst behagelige overraskelse, som vi nu kan konstatere, hvor vi i stedet havde frygtet et nyt hop i ledigheden og i bedste fald blot håbet på en flad udvikling.

- Selv om vi står i et stort økonomisk tilbageslag, tegner der sig altså nogle positive konturer, hvilket vi skal tillade os at glæde os over, siger Jeppe Juul Borre i en skriftlig kommentar.

Det er dog for tidligt at svinge armene i vejret og tro, at ledigheden nu kun kommer til at falde, bemærker cheføkonomen.

Han vurderer, at der er en betydelig risiko for, at ledigheden kan begynde at stige i den kommende periode.

- Blandt andet udløber lønkompensationen mod slutningen af august, og selv om langt færre er på lønkompensation i dag, hvor vi tror på, at de fleste er kommet tilbage i arbejde, så forventer vi omvendt ikke, at alle kommer tilbage i arbejde, siger Jeppe Juul Borre.

Han peger også på, at nogle virksomheder kan blive nødt til at sige farvel til medarbejdere på grund af tabt omsætning under coronakrisen.

Dertil kan der være afskedigelser fra tidligere under krisen, som først tælles med i statistikkerne senere som følge af opsigelsesvarsler.

Fra 9. marts, da coronavirusset for alvor gjorde sit indtog i Danmark, er den samlede danske ledighed steget med 41.064 personer.

/ritzau/

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109