23948sdkhjf

Huawei vil lave YouTube-videoer til danske børn

Den kinesiske tech-gigant Huawei lancerer fredag en kanal på YouTube, der skal lave videoer til danske børn. Det skriver netmediet Altinget, der har talt med værten på videoerne Tommy Zwicky.

Ifølge Altinget vil videoerne lære børn om 5G, bluetooth, kunstig intelligens og cloud-tjenester.

Ifølge netmediet Mobilsiden skal kanalens videoer hedde "Tech med Tommy".

Udsigten til de kommende videoer vækker ikke begejstring hos Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

- Det er de facto den kinesiske stat, der dermed laver børne-tv til danskere via Huawei. Så groft forenklet kan det siges. Der bliver jeg bekymret, for alle kan sige sig selv, at det ikke ligefrem er verdens smarteste idé, siger han til Altinget.

Ifølge lektor på Forsvarsakademiet Camilla Tenna Sørensen kan videoerne fungere som en måde at afmontere noget af den modstand, som Huawei har mødt i den vestlige verden herunder Danmark.

Tommy Zwicky, der udover at være vært i videoerne også er kommunikationschef i Huawei i Danmark, har en fortid med at lave journalistisk til børn.

Han har tidligere været redaktør på JP/Politikens Hus' Børneavisen og vært på DR-programmet Ultra Nyt, der var et nyhedsprogram til børn.

- Jeg går til kommunikationen på præcis samme måde, som da jeg var på DR og Børneavisen, siger han til Altinget.

- Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver en Huawei-kampagne eller en Huawei-reklame, for så mister det sin validitet i forhold til, at det er en explainer-video, man kan stole på.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078