23948sdkhjf

Angreb er det bedste forsvar: Seritronic ruster sig til 2021

Ingen ved, hvordan corona-epidemiens veje vil sno sig i efteråret og ind i 2021. Og det faktum angriber Seritronic i Støvring nu aktivt ved at opruste virksomheden på salgsområdet.

- Vi har ansat en ny sælger til det nordtyske marked. Vi har en del kunder dernede, men det er første gang, at vi får en tysk bosiddende sælger der, siger administrerende direktør i Seritronic Hans Henrik Pedersen.

Den nye medarbejder skal styrke salget i Tyskland, og der er brug for lokale kræfter, hvis man skal navigere ordentligt igennem den allestedsnærværende corona-situation, fortæller direktøren.

- Der er ingen, der ved og kan gennemskue, hvordan efteråret bliver, samt hvordan pandemien får indflydelse på 2021. Vi mener, at det bedste forsvar er angreb, og derfor mander vi op, så vi kan komme så godt igennem, som det er muligt, siger Hans Henrik Pedersen.

Har haft et godt 2020

Seritronic har ellers haft et godt 2020 indtil videre til trods for den underlige verdenssituation.

- Det har firmamæssigt været et godt første halvår for os, som vi er kommet stærkt ud af. Ordreflowet er kørt normalt, og der har faktisk været et lille peak til kunder, specielt indenfor den medico tekniske industri, så i det segment har vi haft mere end almindeligt travlt, siger han.

 Cirka halvdelen af virksomhedens omsætning går til eksport, så Seritronic har også fulgt nøje med i udviklingen på de internationale markeder.

- Vores samarbejde med vores partnere i Asien kører ganske stabilt og er i en svag stigning, hvorimod vi i de sidste uger, har oplevet en nedadgående ordretilgang til vores produktion i Danmark, siger han og fortsætter: 

- Det er svært at gennemskue, hvad det handler om, måske er det Covid 19 der påvirker, men det er kun gisninger. Vi har blandt et fåtal kunder oplevet ønsket om udskydelse af ordrer, men ikke noget alvorligt, siger han.

Og det er en direktør, der glæder sig til, at det hele bliver lidt mere normalt. 

- Selv om vi med succes holder mange kundemøder på Teams, så fornemmer jeg også at vi alle glæder os til at mødes face to face igen på normal vis. Det er trods alt der relationerne skabes og tingene udvikles, siger Hans Henrik Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189