23948sdkhjf

Topchef forlader Universal Robots

Efter godt fire år takker Jürgen von Hollen af. Han har styret Universal Robots gennem en kraftig vækstfase. Universal Robots har endnu ikke fundet en ny direktør

Styrmanden hos Universal Robots, Jürgen von Hollen, går nu fra borde. Han har besluttet at forlade selskabet 31. december. Det meddeler amerikanske Teradyne, som ejer Universal Robots.

Indtil der er fundet en ny direktør for Universal Robots, vil direktøren for Teradyne's Automationsdivision, Gregory Smith, indtræde i rollen som administrerende direktør for firmaet.

Jürgen von Hollen har styret Universal Robots igennem nogle år med meget kraftig vækst. Nogle år er omsætningen fordoblet. Da han startede i oktober 2016, havde Universal Robots 320 medarbejdere. I dag er medarbejdertallet oppe på 700, og Universal Robots har salgsafdelinger i 19 lande verden over. Firmaet er den ledende udbyder af kolloborative robotter i verden.

Teradynes topchef Mark Jagiela udtaler:

- Jeg vil gerne sige stor tak til Jürgen for hans lederskab over de seneste fire år, hvor han har udviklet Universal Robots fra start-up til global leder inden for samarbejdende robotter.

Da Jürgen von Hollen tilrådte hos Universal Robots, forlod han en direktørstilling hos tyske Bilfinger, hvor han havde 10.000 medarbejdere under sig. Han havde også flere andre topposter bag sig i store europæiske virksomheder.

Forfølge nye muligheder

Nu skal Jürgen von Hollen sandsynligvis videre til en anden topstilling. Indtil videre er der ikke sat navn på et nyt firma. Der står blot i en pressemeddelelse fra Teradyne, at "Jürgen von Hollen har besluttet at forlade selskabet pr. 31. december 2020 med henblik på at forfølge nye muligheder inden for et ikke-konkurrerende område."

Det fremgår ikke præcist, om Jürgen von Hollen har fået en ny stilling, og det har ikke været muligt for Metal-Supply at få kontakt med Jürgen von Hollen.

Jürgen von Hollen vil ifølge Metal-Supplys oplysninger fortsat arbejde for Universal Robots og bistå Gregory Smith frem til 31. december.

En stærk platform

Teradynes topchef Mark Jagiela ser optimistisk på Universal Robots fremtid:

- Jürgen overdrager en stærk platform til næste trin i vækstrejsen, en højkvalificeret arbejdsstyrke, et økosystem af distributører og partnere såvel som en global kundebase med over 50.000 robotter.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094