23948sdkhjf

Fusionsvirksomhed rammer over target i Q3 efter kaotisk periode

Eltech Solutions, der gennemlevede en lidt kaotisk opstart i forbindelse med fusionen i april 2020, viser igen stærke resultater i seneste kvartal.

- Jeg har netop med stor fornøjelse kunne indrapportere til vores svenske moderkoncern, at Eltech Solutions ligger mere end 30 procent over target på omsætningen i tredje kvartal, fortæller Kenth Køhler, administrerende direktør for Eltech Solutions.

Tættere på kunderne

Hos Eltech Solutions har man den strategiske vision at udbygge sin position som løsningbaseret samarbejdspartner og rådgiver for kunderne, snarere end som blot komponentleverandør og distributør.

Udførelsen af den strategiske vision har pandemien med dens nedlukninger og hjemsendelser gjort til en lidt mere besværlig proces.

- Vi har jo altid været vant til at være tæt på vores kunder i dagligdagen. Og det har været meget, meget svært at opnå, da corona-pandemien jo netop står i vejen for, at vi kan mødes med kunderne, siger Kenth Køhler.

- Det handler jo i høj grad om, at man kan se hinanden i øjnene og opbygge og vedligeholde de langvarige relationer, siger Kenth Køhler. Han betegner sig selv som "lidt af den gamle skole", men er blevet positivt overrasket over, hvor meget man rent faktisk kan opnå via virtuel kommunikation. De seneste tal taler jo deres tydelige sprog.

- Vores medarbejdere har virkelig taget ejerskab over situationen og har knoklet for at få det til at lykkes, selvom de ikke kan komme ud og være tæt på kunderne, siger Kenth Køhler.

Vi lander på benene

Eltech Solutions opstod som en fusion mellem Smørum-virksomhederne Chemo Electric og Eltech midt under pandemiens første bølge i foråret 2020.

Og for, at det ikke skulle være modgang nok, så var begge virksomheder i krig med cyberkriminelle, der endte med at afskære virksomhederne fra store dele af deres data.

Men på trods af den kaotiske start, så kan man hos Eltech Solutions nu se frem mod afslutningen af det første regnskabsår fuld af fortrøstning, hvis man holder det aktuelle momentum.

- Vi kommer nok ikke helt til at lande der, hvor vi oprindeligt havde håbet, men vi kommer til at lande rigtigt fint og på begge ben, siger Kenth Køhler.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.079