23948sdkhjf

Allerød-virksomhed får pris af Oscar-akademiet

Danske DPA Microphones grundlægger Jens-Jørn Stokholm og R&D-manager Ole Moesmann modtog i lørdags Academy of Motion Picture Arts and Sciences’ Technical Achievement Award. Ja, det er dem med Oscar-statuetterne.

Spiderman, Alien: Covenant og Guardians of the Galaxy. Listen over Hollywood-film, hvor danskudviklede miniature-mikrofoner har været med på det store lærred er faktisk meget længere.

Sammen med 17 andre videnskabelige og tekniske præstationer fik DPA Microphones sin hæder i Academy of Motion Picture Arts and Sciences virtuelle præsentation live fra Hollywood..

- Jeg vil gerne udtrykke vores oprigtige taknemmelighed overfor akademiet for denne bemærkelsesværdige ære, siger Jens-Jørn Stokholm i en pressemeddelelse i forbindelse med prisoverrækkelsen.

- DPA's miniatureteknologi har længe været en af de bedrifter, som vi er mest stolte af. Jeg er så glad for, at den nu bliver anerkendt af en så enestående organisationen inden for vores branche. Jeg er begejstret over at kunne dele denne pris med Ole Moesmann og hvert eneste medlem af DPA, og jeg er spændt på, hvad fremtiden vil bringe for virksomheden, siger Jens-Jørn Stokholm.

Han suppleres af Ole Moesmann.

- Tak til alle medlemmerne af akademiet, der tog sig tid til at anerkende den lange historie, som DPA har haft i filmindustrien igennem de sidste årtier, siger Ole Moesmann.

- Vi er utroligt taknemmelige for og ydmyge over denne præstation, som ikke ville have været mulig uden Jens-Jørns teknologi eller dedikationen fra alle i DPA's R&D-team gennem årene. Alle her på DPA-Microphones ser frem til at fortsætte med at udvikle banebrydende løsninger til gavn for filmfremstilling i mange år fremover, siger Ole Moesmann.

DPA Microphones har hovedkvarter i Allerød, mens selve produktionen foregår i Asnæs på Vestsjælland.

Siden udviklingen af den originale 4060 Omnidirectional Miniature Microphone i 1996, har virksomheden udviklet et helt program bestående af 4061, 4062, 4063 og 4071, samt de to subminiature mikrofoner 6060 and 6061.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.079