23948sdkhjf

SpaceX-raket eksploderer efter tilsyneladende perfekt landing

For tredje gang i træk er en prøveaffyring af raket fra Tesla-stifter Elon Musks' private rumfirma gået galt.

En ubemandet raket fra det private rumfirma SpaceX er onsdag lokal tid eksploderet få minutter efter en ellers tilsyneladende vellykket landing på en raketbase i Boca Chica i Texas.

- En vidunderlig blød landing, sagde en SpaceX-kommentator under en direkte transmission af prøveaffyringen.

Samtidig kunne flammer ses stå ud af bunden af raketten.

Få minutter senere eksploderede raketten med så voldsom en kraft, at den blev kastet op i luften og derefter faldt bagover.

Det er tredje gang inden for få måneder, at en testflyvning med en raket fra SpaceX ender galt.

Firmaet, som Tesla-stifteren Elon Musk står bag, forsøger at udvikle en genanvendelig rumraket, der i fremtiden kan bruges til at sende rumfartøjer på bemandede missioner til Mars og også bruges til kortere ture, især til Månen.

I december og igen i begyndelsen af februar endte to tilsvarende prøveaffyringer fra SpaceX ligeledes med, at raketterne eksploderede, da de vendte tilbage til raketbasen i Texas.

Der er ingen oplysninger om årsagen til det seneste uheld, der skete med en prototype kaldet SN10. SN står for serienummer.

Ingen personer er kommet til skade ved de tre uheld med SN8 i december, SN9 i februar og nu SN10.

Forsøgene med prototyperne finder sted i et stort set menneskeforladt område i det sydlige Texas nær grænsen til Mexico og ud til Den Mexicanske Golf, som SpaceX har lejet.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079