23948sdkhjf

Kolding-virksomhed hyrer borgmester ind som bestyrelsesformand

Koldings borgmester, Jørn Pedersen, tiltræder som bestyrelsesformand for CCTV Nordic A/S, der leverer systemer til kameraovervågning. Det fortæller parterne i en pressemeddelelse.

- Da CCTV Nordic startede for godt 6 år siden var fokus primært rettet mod højsikkerheds løsninger. I dag er mulighederne på grund af den teknologiske udvikling langt større. Blandt andet har vi de sidste par år set, hvordan brugen af kunstig intelligens har udvidet vores målgruppe til eksempelvis velfærdsområdet, hvor intelligente kameraløsninger er med til at skabe tryghed i plejesektoren, siger Jesper Dybdahl, der er direktør og indehaver af CCTV Nordic.

CCTV Nordic har vækstambitioner særligt i de nordiske lande, og her ser direktøren, at den nye bestyrelsesformand kan hjælpe med sin erfaring særligt fra velfærdsområdet.

- Den type løsninger vil virkelig tage fart over de kommende år - et område Jørn også har dyb indsigt i. I det hele taget glæder jeg mig til at sætte yderligere fart på udviklingen af virksomheden med Jørn som sparringspartner - både på dette område, men selvfølgelig også på den helt store klinge i et nordisk perspektiv.

Ny karriere uden for rådhuset

Borgmester Jørn Pedersen meddelte sidste sommer, at han ikke ville genopstille efter at have siddet i byrådet for Venstre siden 2005 og som borgmester siden 2010

- Jeg mener, at det er vigtigt, at man som borgmester har nylig erfaring med verden uden for det politiske, og at man er med til at sikre, at der hele tiden er nytænkning og foranderlighed på posten. Så to-tre perioder er optimalt, synes jeg. Samtidig synes jeg også, at det er nu, jeg skal videre, hvis jeg skal have en ny karriere uden for rådhuset, og det skal jeg, for som 52-årig er der mange gode år i mig endnu, sagde Jørn Pedersen i en pressemeddelelse i august sidste år.

Hos CCTV Nordic, der leverer avancerede systemer til kameraovervågning til en række sektorer på det nordiske marked, ser Jørn Pedersen frem til at komme i gang med arbejdet.

- Jeg glæder mig til at dykke mere ned i virksomheden og de spændende muligheder, de innovative teknologiske løsninger åbner op for – og bidrage både på det strategiske niveau omkring nye muligheder og forretningsområder, siger Jørn Pedersen.

- Med mit kendskab til både den private og offentlige sektor, og min erfaring i en del bestyrelser, så ser jeg frem til at bidrage til en super spændende virksomheds udvikling. Forankret i Kolding, men med marked i hele Norden, siger Jørn Pedersen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078