23948sdkhjf

NKT skal elektrificere norske boreplatforme

NKT er blevet tildelt en kontrakt af Equinor Energy på elektrificering af olie- og gasfeltet Troll West.

Kontrakten har en værdi på cirka 95 millioner euro (710 millioner kroner).

Elektrificeringsprojektet af Troll West inkluderer delvis elektrificering af Troll B-platformen og fuld elektrificering af Troll C-platformen, der begge er placeret i Nordsøen. Projektet medfører, at begge platforme vil få dækket deres strømforbrug fra land, hvilket vil være med til at reducere CO2-udledningen på den norske kontinentalsokkel betydeligt.

Ordren omfatter turnkey levering og installation udført af kabeludlægningsskibet NKT Victoria af mere end 110 kilometer 145 kV højspændings AC offshorekabler med tre dynamiske sektioner til elektrificeringen af Troll West B og C.

- Troll West-ordren er speciel for os. Ikke alene fortsætter vi vores langsigtede samarbejde med Equinor, den understreger også vores førende position inden for dynamiske energikabler, hvor vi med denne ordre øger spændingsniveauet og overførselskapaciteten sammenlignet med tidligere projekter. Derudover understøtter vi med projektet den grønne omstilling: Vores kabler bliver produceret på en fabrik, der kører på 100 procent grøn elektricitet, og når projektet er afsluttet, vil det være med til reducere CO2-udledningen på den norske kontinentalsokkel markant. Jeg er tilfreds med, at NKT er en førende aktør i den grønne omstilling, siger NKT’s CEO Alexander Kara.

Troll West består af de to flydende platforme Troll B og Troll C, og kabelløsningen fra NKT inkluderer dynamiske kabler, der forbinder platformene med statiske eksportkabler, der ligger på havbunden. Troll West vil blive tilsluttet det norske elnet på Kollsnes, nordvest for Bergen.

NKT vil producere kablerne i Karlskrona, Sverige, med produktionsstart i 2021 og idriftsættelse i 2023.

Læs mere om: NKT
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.062