23948sdkhjf

Stifter og CEO nomineret til European Inventor Award 2021

Den italienske ingeniør og ph.d, Marco Donolato, er sammen med sit hold af forskere nomineret til European Inventor Award 2021 i kategorien forskning.

Den københavner-baserede opfinder har udviklet en automatiseret enhed, der billigt og hurtigt kan teste blodprøver for infektionssygdomme.

Teknologiens omdrejningspunkt er en modificeret optisk Blu-ray pick-up, der bruges til at detektere lys spredt af magnetiske nanopartikler grupperet omkring målrettede antistoffer. Teknologien er patenteret og kommercialiseret i virksomheden BluSense Diagnostics, der har hjemme i København.

Med teknologien kan man billigt og hurtigt teste blodprøver for dengue, Zika eller Covid-19. 

- Marco Donolato og hans team har vist, hvordan forskellige forskningsstrenge kan kombineres for at levere løsninger til nogle af de største globale sundhedsmæssige bekymringer, siger EPO-præsident António Campinos, i forbindelse med annonceringen af finalisterne ved European Inventor Award 2021. 

I kategorien "forskning" er der tre nominerede.

- Patentering af deres teknologi var et vigtigt tidligt skridt, der hjalp dem med at videreudvikle og markedsføre deres produkt. I dag har de en etableret virksomhed, der er i en endnu bedre position til at fortsætte med at forske, og som har potentialet til at få stor indflydelse på nogle af verdens mest sårbare menneskers sundhed, siger António Campinos.

Lever af tilliden

Løsningens potentiale i lande med lav indkomst, hvor der kræves billige tests, inspirerede Donolato til at kommercialisere enheden gennem det firma, han var med til at stifte i 2014, BluSense Diagnostics.

Virksomheden har store investorer ombord og har hidtil brugt flere penge, end der er kommet ind. I 2018 tabte man samlet set 19 millioner kroner og i 2019 lige knap 28 millioner kroner.

- Uden opfindelsen ville vi ikke have grundlaget for at starte virksomheden, men vi lever af tilliden fra vores investorer og mange andre mennesker, der tror på os og vores mission, siger Marco Donolato.

- Når du bliver bedt om at tro på en potentielt lys idé om en flok unge forskere, er et patent noget, der giver virksomheden en konkret værdi. Det var en vigtig hjørnesten for os – både for at skaffe investorkapital og for at få et offentligt tilskud til at udvikle teknologien, lyder det fra forskeren.

European Inventor Award 2021 løber af stablen den 17. juni og afvikles i år digitalt og kan dermed ses af et globalt publikum.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078