23948sdkhjf

Vil fordoble salget af robotsvejsning: DanRobotics går ind i Tyskland

Vores naboland Tyskland er et interessant eksportmarked, også for leverandører af tekniske industriløsninger – specielt fordi der i øjeblikket arbejdes intenst på at løfte den generelt lave grad af automatisering i specielt de små og mellemstore industrivirksomheder.

Dog er erfaringen, at lokal tilstedeværelse er en vigtig parameter for at få succes i Tyskland. Det har den fynske robotvirksomhed DanRobotics taget konsekvensen af: Den 1. juni slog virksomhedens nye datterselskab, DanRobotics GmbH, dørene op til et salgskontor med tilhørende showroom og værksted i tyske Neumünster.

Store muligheder for vækst

Indledningsvist kommer DanRobotics til at koncentrere sig om salg af svejserobotter i Tyskland.

Og forventningerne til det nye datterselskab er tårnhøje hos den fynske robotvirksomhed:

- Vi forventer at fordoble omsætningen inden for robotsvejsning i løbet af de næste fem år. Det er et ambitiøst mål, men vi mener også, at det er realistisk, udtaler en optimistisk CEO og ejer, Kim Koertsen.

Samarbejdspartnere giver lokal tilstedeværelse

I spidsen for det tyske datterselskab står Stefan Sønnichsen, som har indgående kendskab til DanRobotics og virksomhedens produkter, da han tidligere har arbejdet 10 år i virksomheden. Desuden har han i en årrække arbejdet i en tysk virksomhed, der sælger svejseprodukter, så han har både branchekendskab og grundigt indblik i tysk sprog, kultur og erhvervsliv.

Stefan Sønnichsen og hans team er i gang med at etablere partnersamarbejder med virksomheder, som allerede har en fast kundekreds med salg af supplerende produkter og serviceydelser, i de største tyske industriområder.

- Vi har gjort et grundigt forarbejde med markedsanalyser, kundebesøg og messe­deltagelse, og vi er derfor glade for at udvide vores aktiviteter i Tyskland med et setup, der er karakteriseret ved høj kvalitet, proaktivitet og erfaring. Det giver os flere muligheder for at udvide vores aktiviteter på det tyske marked, fortæller Stefan Sønnichsen.

God start i Tyskland

Det tyske datterselskab har fået en god modtagelse ude hos kunderne, og der er allerede hentet flere ordrer på CompactWelder-svejserobotter og systemløsninger.

- Selvom opstarten på grund af pandemien er blevet noget anderledes, end vi havde forventet, ser vi positivt på fremtiden. Vi har et stærkt og gennemtestet koncept inden for svejsning, som vi nok skal få udbredt i Tyskland i løbet af de kommende år, siger Kim Koertsen og tilføjer, at DanRobotics også har en klar forventning om, at ekspansionen vil resultere i flere arbejdspladser, både i Tyskland og Danmark.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078