23948sdkhjf

Mangel på mikrochips giver flere måneders ventetid på nye biler

Der er i øjeblikket markant længere ventetid på at få leveret nye biler end normalt.

Det viser en rundspørge fra Autobranchen Danmark, der er en brancheorganisation for blandt andet bilforhandlere.

I rundspørgen blandt 121 forhandlere svarer lidt over hver anden, at de får leveret mindst 40 procent færre biler end normalt, og at der er 4-6 måneders ekstra leveringstid på mange biler.

- Man kan i øjeblikket ikke helt svare på, hvornår bilerne kan leveres, når forbrugerne går ind i butikken. Der kan ikke gives garantier i øjeblikket, siger Gitte Seeberg, der er direktør for Autobranchen Danmark.

- Det er en meget presset situation, og langt de fleste forhandlere ville kunne sælge langt flere biler, hvis de havde dem til rådighed, siger hun.

Der er en række årsager til de lange leveringstider. Det er blandt andet en mangel på mikrochips og andre delkomponenter, der gør, at bilfabrikkerne ikke kan producere i samme tempo som normalt.

Derudover har mange fabrikker været nedlukket periodevis under corona og har derfor et efterslæb i produktionen.

Manglen på komponenter og mikrochips har især ramt biler - men gør også gældende for en række andre produkter - herunder elektronik som telefoner, computere og spillekonsoller.

Hos Sydbank forventer makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel, at man skal et stykke ind i 2022, før at situationen begynder at blive normal igen.

- Det er lidt den perfekte storm, som vi er midt i, hvor der er blevet brugt enormt mange penge på varer, fordi man ikke kunne tage ud at spise eller rejse.

- Samtidig har der ikke været produceret som normalt på grund af corona, og det har skabt et misforhold, hvor der ikke er varer nok. Og der kommer yderligere pres på lige nu, fordi der er højsæson frem mod jul, siger han.

Situationen kan betyde, at der vil være nogle varer, som ikke er på hylderne i samme omfang som normalt.

- Man skal måske være lidt tidligere ude med ønskesedlen i år, fordi der er en risiko for, at ikke alle varer er på hylderne. Man kan måske risikere, at man ikke lige kan få den telefon eller fladskærm, som man har ønsket sig, siger Mathias Dollerup Sproegel.

Ifølge finansmediet Bloomberg News har Apple været nødsaget til at skære årets produktion af iPhone 13 med 11 procent. Det svarer til ti millioner telefoner. Årsagen er angiveligt mangel på mikrochips.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109