23948sdkhjf

Medier: Microsoft klar til endnu et datacenter på Sjælland

Microsoft har store planer på Sjælland. It-giganten står bag opkøbet af grund i Høje Taastrup, hvor der er planer om at bygge et datacenter.

Det bekræfter Microsoft Danmarks presseafdeling over for Sjællandske Medier, herunder SN.dk.

Microsoft Danmark kan dog ikke sige mere for nuværende om planerne i Høje Taastrup.

Det har i et stykke tid været tale om en unavngiven virksomhed, der står bag datacentret i Høje Taastrup.

Men mediet Computerworld skriver, at tinglysning og ejendomsdata viser, at der er tale om Microsoft, og at byggeriet af et datacenter i Høje-Taastrup er et led i Microsofts planer om at etablere et regionalt trekantsområde af datacentre på Sjælland, hvor også en adresse i Gadstrup syd for Roskilde og én i Lille Skensved i Køge er købt af it-giganten, som generelt har planer om at opruste i Europa.

– Vi er selvfølgelig stolte over, at en så højprofileret og kendt virksomhed som Microsoft vælger at opføre et datacenter i Høje-Taastrup. Synliggørelsen af at vi har den gode digitale infrastruktur gør, at det er en fordel at slå sig ned i vores kommune. Det kan man allerede se på de andre datacentre, som også er blevet bygget eller er på vej i Høje-Taastrup, siger borgmester Michael Ziegler (K) til Sjællandske Medier.

Man kan se den nøjagtige placering af datacentret i lokalplanerne for området, der blev sendt i høring af Høje-Taastrups byråd i januar 2022.

Ifølge planen er der tale om en bygning på maksimalt 35.000 kvadratmeter, og der er udpeget en grund med Bohus Boulevard og Skåne Boulevard mod syd, jernbanen og Frøgård Alle mod nord og Berings Gade mod øst. Adressen er Blekinge Boulevard 11.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109