23948sdkhjf

Nordjyske drone-eksperter samarbejder med NGO om okse-optælling

Den aalborgensiske udvikler af droneteknologi Robotto har indgået et samarbejde med den verdensomspændende NGO WWF.

Samarbejdet går på at ændre på den måde, man i dag laver optællinger af truede dyrearter. Det er både dyrt, besværligt og en stor belastning for klimaet, når man skal overflyve store arealer med fly eller helikopter.

Derfor er Robotto og WWF nu gået sammen om at undersøge, hvordan Robottos droneteknologi kan understøtte monitoreringen af dyrebestande. I første omgang går turen til Grønland, hvor de skal tælle moskusokser i det øde landskab med Robottos AI-teknologi.

- Vi ved, at vores kunstige intelligens-teknologi kan forbedre den verden, vi lever i. Derfor er vi glade for, at vi med WWF som partnere kan udvikle drone software med kunstig intelligens til at sikre dyrenes og samfundets fremtid, siger Robotto-CEO Kenneth Geipel i en pressemeddelelse.

Hos WWF, der blandt andet arbejder for at beskytte truede dyrearter verden over, er de glade for at arbejde sammen med aalborgenserne om projektet.

- Vi er derfor begejstrede for samarbejdet med Robotto, hvor vi ved at forene deres viden om droner og kunstig intelligens med vores lange erfaring med at beskytte verdens natur og dyr kan være med til at tegne konturerne af fremtidens naturbevaringsindsats, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF.

Robotto går nu i gang med at finde sponsorer til projektet, som efter planen vil løbe af stablen i 2023.

Om Robotto

Robotto er et dansk dronesoftware-firma stiftet i 2019, der udvikler droneteknologi ved brug af kunstig intelligens og computer vision.

Teknologien støtter organisationer til blandt andet identificering og analysering af skovbrande, identificering af savnede individer, biodiversitetsoptælling og forbedring af ressourcestyring på tværs af industrier.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126