23948sdkhjf

Finske Pivo bliver ikke en del af MobilePay-fusion

Finske Pivo kan ikke indgå i en skandinavisk fusion af mobilbetalingsløsninger alligevel, skriver Danske Bank

Finske Pivo bliver alligevel ikke en del af den planlagte fusion af tre skandinaviske mobilbetalingsløsninger. Det skriver Danske Bank i en pressemeddelelse.

Indtil videre kan de nordiske lande ikke overføre penge til hinanden via en mobilbetalingsapp, men en fusion af den norske, den danske og den finske løsning har været under opsejling.

Finske Pivo kommer dog ikke til at indgå, fordi EU-Kommissionens konkurrencemyndighed har udtrykt bekymring for fusionen af MobilePay og Pivo i Finland.

De to mobilbetalingsløsninger er væsentlige aktører i Finland, og fusionen af dem ville derved kunne have en negativ indvirkning på konkurrencen inden for mobile betalings-wallets i Finland, skriver Danske Bank.

Danske Banks MobilePay og norske Vipps indgår stadig i fusionen.

- Både Danske Bank og de norske banker bag Vipps ville naturligvis have foretrukket at gennemføre fusionen sammen med OP og Pivo som planlagt, siger Christian Bornfeld, chef for Personal Customers i Danske Bank, i meddelelsen.

Fusionen har været planlagt siden 2021, hvor Danske Bank offentliggjorde en aftale med finske OP Financial Group og sammenslutningen af banker bag Vipps i Norge.

Danske Bank og de norske banker bag Vipps går nu videre med fusionen uden Pivo. Den ændrede fusion er anmeldt til Kommissionen, hvor den afventer godkendelse.

- MobilePay i Danmark og Finland vil fortsat fusionere med Vipps. Der er ingen ændringer i parternes ambition om at skabe en fælles mobil betalings-wallet på tværs af landegrænser, siger Christian Bornfeld.

Vipps i Norge og MobilePay i Danmark og Finland vil fra starten have knap 11 millioner brugere. Fusionen vil skabe "en af de mest komplette mobile wallets i Europa", skriver Danske Bank.

- Det er ligeledes vores ambition at indgå flere aftaler med distributionspartnere i Finland og andre lande, siger Christian Bornfeld.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125