23948sdkhjf

Virksomhederne er presset af stigende energipriser

En rundspørge blandt danske erhvervsvirksomheder viser, at stigende energipriser vækker størst bekymring

Det er ikke kun danske husholdninger, der er presset af de høje energipriser.

I en rundspørge, som Dansk Erhverv har foretaget blandt 822 af sine medlemmer, svarer hele 70 procent af virksomhederne, at de stigende energipriser er blandt de faktorer, der har størst betydning for de kommende måneders omsætning og muligheder for vækst.

Det er mere end dobbelt så mange, som har svaret, at mangel på arbejdskraft er blandt de vigtigste faktorer.

Mangel på arbejdskraft har ellers været fremhævet som et stort problem de senere år, hvor beskæftigelsen er vokset måned for måned og har støvsuget Danmark for ledige hænder.

Alt i alt kalder det ifølge Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, på politisk handling fra den kommende regering.

- Vi har en tredobbelt hovedpine lige nu, fordi der foruden de høje energipriser stadig er mangel på arbejdskraft og samtidig en forventning om, at efterspørgslen vil falde.

- Vi kommer nok ikke uden om en recession. Men vi frygter en hård opbremsning på grund af de udfordringer, virksomhederne står overfor, og som vil resultere i konkurser, der betyder tab af arbejdspladser, siger han.

Brian Mikkelsen er klar over, at der ikke findes et quick fix, der ordner alle problemer på én gang, men at der kan gøres noget ved dem hver især.

- Hvad angår energipriserne kan man kigge på afgifterne og sørge for at få dem banket ned på et minimum.

- Og man kan også overveje, om ikke man skulle sende de mange ekstra momskroner, der ryger i statskassen i kraft af de høje energipriser, tilbage til virksomhederne ved for eksempel at sænke selskabsskatten, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079