23948sdkhjf

Usikkerhed præger virksomheders syn på det kommende år

60 procent af virksomhederne i en Dansk Industri-undersøgelse anser usikkerhed som en vækstbarriere i 2023

Uvisheden om den nærmeste fremtid kan ende med at hæmme mange danske virksomheder i 2023.

Det viser en rundspørge, som Dansk Industri har lavet i sit virksomhedspanel.

I undersøgelsen blev virksomhederne bedt om at udpege, hvilken eller hvilke eksterne barrierer, der hæmmer deres udviklingsmuligheder det kommende år.

Lidt over 60 procent af virksomhederne svarede "Usikkerhed", som dermed blev topscorer i undersøgelsen.

- Usikkerhed har desværre været en følgesvend for de danske virksomheder de sidste mange år, siger Morten Granzau, der er vicedirektør i Dansk Industri.

- Det seneste år er vi blevet ramt af den ene vilde ting efter den anden, så når virksomheder svarer, som de gør her, så er det jo fordi, at hvis der er noget, virksomhedslederne gerne vil have, så er det sikkerhed.

- Hvad har de af afsætningsmuligheder, hvad har de af kunder, hvad har de af forsyningsmuligheder, og alle de her ting er sådan set oppe i luften.

Da samme undersøgelse blev lavet omkring maj og juni i år var mangel på medarbejdere og mangel på råvarer og materialer de to klare topscorere.

Morten Granzau peger på den stigende retning som forklaring på, at det nu er usikkerhed, der er mange virksomheders primære bekymring.

- Renten er braget i vejret, i forlængelse af at inflationen steget endnu mere. Vi har en verden omkring, hvor man er meget usikker på, hvad der sker med priserne.

- Det er den verden, virksomheder kigger ind i. Det bliver sværere at komme ud over rampen. Det bliver sværere at sælge sine varer og tjene penge, siger Morten Granzau.

60 procent af de adspurgte virksomheder i undersøgelsen svarer, at de i høj eller meget høj grad er bekymret for, at usikkerhed vil påvirke deres aktiviteter i det kommende år.

- Når du skal ud og investere i noget nyt, så er det jo en investering, der skal tjenes hjem igen. Lige nu aner virksomhederne hverken, hvad der sker med omkostningerne eller indtægterne på den anden side.

- De har svært ved at se, hvad det er for et marked, de kigger ind i. Det vil helt sikkert holde en masse tilbage, siger Morten Granzau.

707 virksomheder deltog i undersøgelsen. De repræsenterer tilsammen cirka 81.000 lønmodtagere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079