23948sdkhjf

DTU henter international profil til nyoprettet kvante-center

Danmarks Tekniske Universitet har ansat Lydia Baril som leder af Quantum DTU, der er et nyt kvanteteknologisk center på universitetet.

Med en baggrund indenfor både videnskab, innovation og erhvervslivet har hun det "perfekte afsæt til at styrke DTUs strategiske indsats inden for kvanteteknologi", skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Quantum DTU skal fremover fungere som en fælles indgang til de mange forskere på DTU, der arbejder med forskellige aspekter af kvanteteknologi lige fra grundforskning til implementering af teknologien hos virksomheder.

Over en tredjedel af alle DTUs institutter og centre er involveret i kvanteforskningen inden for områder som kvantesensorer, kvantekommunikation, kryptering og kvantecomputere.

Quantum DTU skal danne grundlaget for et endnu større samarbejde med virksomheder og myndigheder om at udvikle kvanteteknologien.

- Vi er glade for at kunne ansætte Lydia Baril til at stå i spidsen for vores nye center. Jeg er sikker på, at hun er den rette til at gøre vores forskning endnu mere tilgængelig for samfundet, hvor flere virksomheder og myndigheder allerede melder sig som ’quantum-ready’. Hun kender det kvanteteknologiske faglige område godt, ligesom hun både har kendskab til den videnskabelige verden, godt indblik i innovation fra sin egen opstart af virksomheder og den nødvendige indsigt i virksomhedsverdenen fra sine ansættelser der, siger prorektor på DTU, Rasmus Larsen, i pressemeddelelsen.

Baggrund i videnskab, innovation og erhvervslivet

Lydia Baril startede sit arbejdsliv hos IBM i Silicon Valley, har været med til at grundlægge et par virksomheder inden for udvikling af software til online-søgning i hendes hjemland Frankrig, og har senest arbejdet med fabrikation af kvantecomputer qubits hos Oxford Quantum Circuits i England og haft en lederstilling på Microsofts Quantum Lab i Holland.

Lydia Baril starter på DTU 1. marts 2023.

- Jeg ser frem til at samarbejde både med DTUs dygtige forskere og de mange aftagere og stakeholdere inden for kvanteområdet. Kvanteteknologien er et område i stærk vækst, og jeg glæder mig til at løfte de mange fantastiske kvanteaktiviteter, der foregår på DTU, lige fra forskning og uddannelse til udnyttelse af kommercielle muligheder som bidrag til det stærke danske kvanteøkosystem, siger Lydia Baril.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078