23948sdkhjf

Tocifret millionbeløb til DTU-forskning

Med 36,5 mio. kr. i støtte fra Oticon Fonden kan DTU nu oprette et nyt forskningscenter med særligt sigte på tværfaglig grundforskning inden for de audiologiske fagområder.
Det skriver DTU i en nyhed på sin hjemmeside.

Forskningscentrets officielle navn er Oticon Centre of Excellence for Hearing and Speech Sciences, i daglig tale bare Oticon Centre of Excellence, og det bliver ledet af professor Torsten Dau, der også fungerer som forskningsleder på Centre for Applied Hearing Research (CAHR), som Oticon Fonden gennem tiden har støttet med i alt ca. 20 mio. kr., skriver DTU.

Det særlige ved Oticon Centre of Excellence er ifølge DTU, at forskningen vil blive suppleret med utraditionelle discipliner som fx kognitiv videnskab, kommunikation, medicinsk billedbehandling og matematisk modellering.

- Ambitionen om at udnytte en større tværfaglighed – dvs. at kunne angribe problemstillinger fra flere sider samtidig – er meget spændende, både fra en forskningsmæssig og en uddannelsesmæssig synsvinkel, siger professor og centerleder Torsten Dau i nyheden. Og han tilføjer:

- Vi forventer at nå frem til banebrydende erkendelser i forståelsen af, hvordan tale og musik bliver behandlet og opfattet af hjernen.

Oticon Fondens bestyrelsesformand, Niels Boserup, er begejstret for projektet.

- Jeg ser det som et stort privilegium, at Oticon Fonden har mulighed for at støtte grundforskning inden for det område, der ligger vores hjerte nær, nemlig audiologien. Vi har allerede gode erfaringer med det arbejde, der bliver udført på Centre for Applied Hearing Research, så jeg er overbevist om, at også Oticon Centre of Excellence under ledelse af Torsten Dau vil få en afgørende betydning for udviklingen inden for den audiologiske forskning, siger formanden i nyheden.

De 36,5 mio. kr. skal dække forskningsudgifter i fem år fremover.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144