23948sdkhjf

Martin solgt til amerikanere

Lysproducenten Martin Professionel sælges til amerikanske Harman International Industries, Incorporated.
Schouw & Co. har onsdag indgået en aftale med amerikanske Harman om salg af Martin Professional. Den samlede værdi af handlen er 917 mio. kr. Der er aftalt en pris på gældfri basis på 820 mio. kr. uden Martins ejendomme i Frederikshavn, der har en bogført værdi på 97 mio. kr., og fremover udlejes til Martin. Den samlede bogførte avance ved salget forventes at være i størrelsesordenen 250 mio. kr.

Harman designer, fremstiller og sælger en bred vifte af audio- og infotainmentløsninger til underholdningsindustrien samt automobil- og forbrugermarkederne, og er kendt for brands som AKG, Harman Kardon, Infinity og JBL. Harman er noteret på børsen i New York, omsætter for ca. 25 mia. kr. og har ca. 13.400 medarbejdere.

Martin har været delejet af Schouw & Co. siden 1999 og helejet siden 2001. Virksomheden blev ramt meget hårdt af den globale finanskrise og har de seneste år været igennem en transformation, hvor store dele af produktionen er blevet outsourcet, produktinnovationen forøget, salgsorganisationen effektiviseret og lønsomheden øget betydeligt.

- Det har været væsentligt for os, at en ny ejer af Martin har mulighed for at udvikle og styrke virksomheden internationalt, siger administrerende direktør i Schouw & Co., Jens Bjerg Sørensen.

- Vi har de seneste år vendt udviklingen i Martin og skabt et stærkt fundament for en profitabel fremtid, men ser også at Harman’s globale tilstedeværelse giver en betydelig styrket position på vækstmarkederne. En position, som Martin kan udnytte til vækst og fortsat udvikling, fortsætter han.

Direktør ser store muligheder
Administrerende direktør og bestyrelsesformand i Harman, Dinesh C. Paliwal, glæder sig til, at Martin bliver en del af koncernen:

- Martins lysprodukter er et fantastisk supplement til vores audioprodukter på alle vores globale markeder, og fremover vil vi have enestående muligheder for at tilbyde vores kunder komplette systemløsninger inden for lyd, lys og video til udlejning og i faste installationer.

Administrerende direktør i Martin, Christian Engsted ser store muligheder i det nye ejerskab:

- Til det professionelle marked har Harman i dag verdens førende brands inden for lyd, og Martin er verdens førende brand inden for dynamisk lys, og sammen vil vi kunne tilbyde vores kunder unikke muligheder for avancerede og integrerede løsninger, som ingen i industrien kan matche.

Salget af Martin er betinget af sædvanlige godkendelser, herunder fra myndighederne, og det forventes, at handlen gennemføres i løbet af første kvartal 2013.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172