Med en bruttofortjeneste på 17,5 mio. kr. og et resultat efter skat på 6,2 mio. kr. kom M-tec Trackunit A/S fornuftigt ud af regnskabsåret 2012, som reelt er virksomhedens første siden opsplitningen sidste år.
I februar 2012 meddelte M-tec, at virksomheden ville opdele kernearbejdsområderne i to selskaber: elektronik- og mekanik-produktionen under M-tec Produktion A/S og flådestyringsprodukter under Trackunit A/S.
Både Svend Mousten Hansen og Jesper Fjeldsø Jensen sidder i direktionen hos M-tec Trackunit, og de betegner i årsrapporten resultatet som tilfredsstillende. Samtidig forventer ledelsen en stigning i både omsætning og indtjening for indeværende regnskabsår.
Hædret for innovationsevneForuden det positive regnskab kan M-tec Trackunit glæde sig over, at virksomheden netop er blevet kåret som den mest innovative virksomhed i Jammerbugt Kommune og nomineret til finalist i Vækstforum Nordjyllands regionale innovationskonkurrence ”Tag-fat – fordi det betaler sig”.
- Vi er stolte af at være kåret som lokal vinder, og ser frem til det videre forløb i konkurrencen, konstaterer de to direktører oven på nyheden, som blev overbragt af borgmester Mogens Gade og Innovationsambassadør og direktør i Navicare, Per Bang Larsen, på domicilet i Pandrup.
M-tec Trackunit er i dag repræsenteret i både Norge, Sverige, Finland og Luxembourg, ligesom virksomheden har brugt 2012 på at etablere yderligere partnerskaber i både Europa, Australien og USA.