Regeringen lancerede onsdag 22 initiativer, som skal give hele Danmark en bedre digital infrastruktur og skabe grundlaget for øget digitalisering og vækst. Med udspillet forbedres rammerne for bredbånd og mobildækning i Danmark.
- Med udspillet forbedrer vi rammevilkårene for etableringen af bredbåndsforbindelser og mobiltelefoni i hele Danmark. En god digital infrastruktur er vigtig, fordi det skaber øget velfærd for borgerne og bedre vækstmuligheder for virksomhederne, siger Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen.
Med udspillet fastsætter regeringen også en ny, ambitiøs 2020-bredbåndsmålsætning for uploadhastigheder på mindst 30 Mbit/s.
- Regeringen er optaget af, at alle områder i Danmark får bedre mobildækning og bedre bredbåndsforbindelse. Med udspillet gør vi derfor også en forskel i de tyndt befolkede områder, hvor dækningen i dag er dårligst. Samtidig forpligtiger vi os på, at alle – uanset hvor de bor - får adgang til hurtigt bredbånd inden 2020, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.