Nye kapslinger i genanvendt plast på KATKO's ABS-afbrydere
Vores finske leverandør KATKO lancerer en ny type ABS-plast til produktionen af deres grå ABS-kapslinger. Ifølge KATKO er plasten genanvendt, og ændringen omfatter alle grå U2- og U3-ABS-kapslinger.
Den nye grå ABS-kapsling er fremstillet i genanvendelig plast, og udseendemæssigt er den eneste ændring en lidt mørkere farve, hvilket også gør det lettere at skelne mellem ABS- og polycarbonatafbryderne.
Den nye ABS-kapsling i genbrugsplast er desuden optimeret mht. højere slagstyrke.
ABS-afbrydere anbefales specielt til anvendelse i fødevareindustrien, da ABS bedst modstår basiske rengøringsmidler anvendt i fødevareindustrien. Til udendørs anvendelse eller andre steder med særlige krav anbefales polycarbonat, der er UV-bestandig og har en stor slagstyrke.
Nye materialer og lasermarkering
Udover ABS-kapslingen har KATKO også præsenteret en ny serie lastafbrydere i genanvendelig plast.
KATKO er samtidig i gang med at erstatte tampotrykning med lasermarkering. Lasermarkeringen kræver ikke trykfarve og giver ifølge KATKO en holdbar markering, som ikke falmer eller forringes over tid.
Ændringen omfatter på nuværende tidspunkt alle KEM- og KUM-produkter.