23948sdkhjf

B&O suger studerendes ideer til sig

Igen i år forventer elektronikproducenten at patentere ideer udviklet på virksomhedens sommercamp.
Et fjernsyn, der tilpasser lydbilledet til brugerens sindstilstand, mens han eller hun ser film eller fodboldkamp. En højttaler med indbygget samtaleanlæg, der kan styres med fagter i luften.

Det er blot nogle af de idéer, de studerende har pustet liv i på sommerskolen Innovation Camp, som for femte år i træk er blevet afviklet i Struer.

B&O overvejer nyt patent
I alt har de studerende arbejdet med at udvikle fem nye koncepter, der på hver sin måde forsøger at sprænge rammerne for den måde, vi bruger audio- og videoprodukter i dag. B&O søger nu muligvis patent på en af konceptidéerne.

- Et af koncepterne skiller sig ud ved at være ekstremt nyskabende og i god tråd med vores produktportefølje. Det overvejer vi at arbejde videre med og tage patent på, siger Søren Bech, forskningschef i B&O.

Struer-virksomheden kan af kommercielle årsager endnu ikke udtale sig nærmere om produkttypen, men det er ikke utænkteligt, at de studerendes idé vil få indflydelse på virksomhedens fremtidige sortiment.

Et boost til innovation
Det er ikke første gang, B&O har søgt om patent på en sommerskoleidé. De unge studerende er en vigtig inspirationskilde for virksomheden, fastslår Søren Bech:

- Sommerskolen er en vigtig inspirationskilde for os. De studerende er kreative, og der sker et boost til innovationsprocessen, når man sætter talentfulde unge med forskellige faglige og kulturelle baggrunde sammen.

Igennem tre uger har i alt 37 unge arbejdet med at udvikle prototyper, teknologi og design med fokus på at skabe magiske brugeroplevelser.

- Magi har været sommerskolens udgangspunkt i år. Vi lever af at skabe unikke brugeroplevelser. Det er en af vores vigtigste konkurrencefordele. De unge er gode til at tage kendt teknologi og give det et twist eller at spotte helt nye brugssammenhænge, siger Søren Bech.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125