23948sdkhjf

Flextronics-folk bag iværksættersucces

Det er gået over al forventning for elektronikvirksomheden X-Flex, der er opstået fra resterne af Flextronics i Skive.
Det er mindre end fem måneder siden, Morten Veis Thomsen startede firmaet X-Flex og ansatte tre tidligere kollegaer fra Flextronics i Skive.

I dag kan direktøren se tilbage på et forløb, der hastigt har bevæget sig fra at være en god idé til et bæredygtigt forretningskoncept.

- Det er gået markant hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg havde nok regnet med tre elektronikarbejdspladser og så et kontor til mig. Men i maj nåede vi det hidtidige højdepunkt, hvor vi udbetalte løn til 27 personer. Generelt ligger vi ret fast på 6-8 løst ansatte vikarer foruden de fire fastansatte i virksomheden, siger Morten Veis Thomsen til Electronic Supply.

Retter fejl med det samme
Tankerne om en selvstændig elektronikvirksomhed tog fart, da Flextronics offentliggjorde, at fabrikken i Skive skulle lukkes i løbet af 2011, og dagen efter den endegyldige lukning af fabrikken i Skive den 29. februar i år, startede X-Flex op.

Siden er det gået stærkt for Morten Veis Thomsen og X-Flex, som slår sig op på en fleksibel service, hvor virksomheder kan gøre brug af de tidligere Flextronics-medarbejderes ekspertise uden at skulle betale fuld løn året rundt.

Virksomheden skalerer kort sagt antallet af ansatte til mængden af arbejdsopgaver, og det har gjort det attraktivt for selv den tidligere arbejdsgiver Flextronics at gøre brug af X-Flex’ ydelser.

- Vi løser mange opgaver for Flextronics Malaysia, som leverer til B&O herhjemme. Vi hjælper dem med kvalitets sikring og kan samtidig tilbyde reparationer på stedet, så de ikke skal sende produkter retur til Malaysia for f.eks at få rettet en simpel loddefejl, siger Morten Veis Thomsen, som dog har et erklæret mål om, at Flextronics Malaysia skal ned på kun at udgøre 20 procent af den samlede omsætning i X-Flex.

Kæmper for danske arbejdspladser
Den nystartede virksomhed flyttede 1. juli ind i 600 kvm. nye lokaler, der ligger i samme bygning som Libratone, og det er ikke helt tilfældigt, siger Morten Veis Thomsen.

- Vi har etableret et samarbejde, så vi løser opgaver for dem inden for vores kompetenceområde, som jo er elektronikproduktion, så kan de koncentrere sig om at udvikle nye produkter. Det giver en glimrende mulighed for at praktiseresamarbejde og vidensdeling, når man ligger i samme hus.

Den lokale og nationale forankring er i det hele taget vigtigt, og X-Flex er for tiden i gang med to udviklingsprojekter for lokale virksomheder, hvor X-Flex har taget rollen som udviklingsprojektleder, og samarbejder med mange lokale virksomheder om at få kundens produkt klar til produktion.

- Vi vil først og fremmest helst holde arbejdspladserne herhjemme, hvor jeg selv har et godt netværk efter så mange år i branchen. Jeg ved jo, at der går en masse dygtige folk rundt, som har svært ved at finde arbejde, efter Flextronics heroppe lukkede. Det var egentlig grunden til, at idéen om virksomheden i første omgang opstod, siger Morten Veis Thomsen.

Fakta: Flextronics i Skive
Da Flextronics i Skive i 2009/10 præsenterede sit bedste driftsresultat på 11,2 mio. kr., var virksomheden med over 400 ansatte den største private arbejdsplads i Skive Kommune.

Siden begyndte det at gå ned ad bakke og efter løbende nedskæringer blev 45 ansatte fyret fra fabrikken i januar 2011. I maj gennemgik Flextronics i Skive endnu en fyringsrunde og i august sidste år indløb så meddelelsen om, at virksomheden helt ville lukke med cirka 280 tabte arbejdspladser til følge.

Ifølge tal fra Jobcenter Skive blev 307 borgere afskediget i perioden fra januar til august 2011 som følge af nedskæringerne og den senere lukning, men i løbet af de seneste måneder har situationen for de tidligere Flextronics-ansatte bedret sig.

I marts 2012 var 121 af de afskedigede registeret som ledige hos Skive Kommune, og det tal var i juni faldet til 99, hvor af kun 84 står opført som reelt forsikrede ledige.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079