23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Må ikke gå i glemmebogen

Årtiers knowhow inden for stansning forsvinder med værktøjsmagere, der går på pension. Vidensmiljøerne har ikke fokus på metoden, og det kan koste dyrt advarer branchefirma

Læse mere om stansning her
Siden halvfemserne har laserskærere og andre styrede skæremetoder taget meget af den pladebearbejdning, der tidligere foregik i stanseværktøjer. Men som metode er stansning absolut konkurrencedygtig med betydeligt lavere priser til følge, når serierne når en vis størrelse. Dertil er stansning en miljøvenlig metode, hvor der bruges væsentligt mindre energi per emne, sammenlignet med laserskæring, viser erfaringerne hos Hosta Industries i Hjallerup.
- Desværre glemmer vidensmiljøerne at fokusere på stansning. Dermed forsvinder den erfaring, som i dag ligger i hænderne på ældre erfarne værktøjsmagere. Skolemiljøet giver kun et grundlæggende kendskab til konstruktion af stanseværktøj. Resten bygges på i jobbet som værktøjsmager på en arbejdsplads, siger direktør for Hosta Industries, Christian Mosevang
I takt med at de ældre værktøjsmagere trækker sig tilbage på pension bliver det sværere at finde arbejdspladser, hvor teorien i lærebøgerne kan udvides med praktiske erfaringer. Samtidig er der også blevet færre virksomheder, som ansætter konstruktører til at lave stanseværktøj, påpeger Christian Mosevang og tilføjer:
- Hvis stanseværktøj glider ud af fokus bliver det sværere at holde liv i udviklingen af traditionelt stanseværktøj og navnlig komplicerede følgesnitværktøjer, hvor flere processer i samme værktøj tilsammen laver et færdigt emne. På sin vis er der tale om automation lagt ind i et værktøj. For os er det et kerneområde, som vi bruger mange kræfter på at udvikle.
Samtidig lægger Christian Mosevang ikke skjul på sit ønske om, at der rejses initiativer, der kan opsamle praktiske erfaringer og fremme stanseprocesser som metode. Han ser gerne, at der forskes mere på området og, at der eventuelt skabes netværk i branchekredse. Ved at få hold på erfaringerne kan værktøjsmagere også fremover specialisere sig i stanseværktøj uden, at meget går tabt i generationskløften.
Hosta Industries har fremstillet stanseværktøj siden 1973 og har haft tilhørende produktion som underleverandør siden 1983. Virksomheden har netop gennemført et generationsskifte i 2008 på en måde, hvor de praktiske erfaringer løbende bliver overleveret. Værktøjsmagerne fremstiller løbende mange forskellige stanseværktøjer, hvoraf hovedparten er komplicerede følgesnitværktøjer, der i et forløb laver færdige emne af plade på coil.

FORTJENER STØRRE FOKUS
- Som underleverandør råder vi over hele den palette, der skal til for at kunne lave vekslende seriestørrelser. Vi har ingen hensigter om at tilgodese den ene metode frem for den anden. Heller ikke stansning på bekostning af laserskæring. Vores hensigt er derimod at kunne levere alt lige fra små til store serier til konkurrencedygtige priser, siger Christian Mosevang.
Erfaringen hos den nordjyske underleverandør er, at mange produkter starter op med et lille styktal, der vokser i takt med, at de slår an på markedet. Når serierne når en vis størrelse, bliver de flyttet fra laserskærerne over i stansemaskinerne, hvilket resulterer i en bedre økonomi for kunde og producent.
- Med et flere gange højere energiforbrug er driftsomkostningerne ved laserskæring væsentligt højere end ved stansning. Med strøm og skæregas koster en drifttime på vores laserskæreanlæg op mod det dobbelte af, hvad det koster at køre med stansemaskinerne., forklarer Christian Mosevang og tilføjer:
- Med i regnestykket kommer prisen på stanseværktøjet og også, at laserskærere er betydeligt dyrere end stansemaskiner. Det betyder alt i alt, at stansning er billigere, når serierne når en vis størrelse. Derfor er stanseprocesser en vital del af produktionen hos fabrikker, der laver emballage til konserves.
Ved laserskærere handler det om at kunne bruge softwaren i maskinen for at kunne lave emner. Det er straks sværere, når det handler om at lave et følgesnitværktøj. Via sin knowhow skal konstruktøren tage højde for hele forløbet med snitluft, placering af huller og meget andet. Det kræver også en god portion erfaring at vurdere, hvornår serierne har den størrelse, hvor det kan betale sig at stanse emnerne.
Hosta Industries har en lang række eksempler på emner, der er blevet flyttet fra laserskærerne til stansemaskinerne med markante prisfald til følge. Eksempelvis faldt stykprisen på en fod til kontorstole med 40 procent, da den blev flyttet over i stansemaskinerne. Den nordjyske virksomhed påtog sig i første omgang udgiften ved at lave værktøjet, hvorefter omkostningen blev fordelt ud på de serier, der efterfølgende blev sat i ordre.
- Foden er et eksempel på et emne, der har udviklet sig til en bedre forretning for alle parter. Dertil skal også nævnes, at emnet fremstilles med et væsentligt mindre forbrug af energi, hvilket også er vigtigt i tider, hvor virksomheder bliver bedømt på deres miljøbelastning. Derfor fortjener stansning som metode større fokus i vidensmiljøet end, det er tilfældet i dag, slutter Christian Mosevang.

Fakta 1
Med plade fra coil fremstilles 120 færdige emner i minuttet med et følgesnitværktøj, viser direktør for Hosta Industries, Christian Mosevang, der ønsker mere fokus på stansning som metode.

Fakta 2
Velfungerende stanseværktøjer er i vid udstrækning baseret på erfaring

Fakta 3
Et følgesnitværktøj laver et færdigt emne i et forløb


Af Michael Peis
peis@teknovation.dk

Hosta Industries A/S
Gørtlervej 1
9320 Hjallerup
Brønderslev Kommune
Danmark
CVR nummer: DK14119094
P nummer: 1000683228

Send til en kollega

0.062